Irene hedder den unge pige, som får ansættelse i de stille, lidt autoritære og gammeldags omgivelser. Alting her skræmmer hende. Men er det blot de nye, isolerede og isolerede omgivelser? Eller er det opholdsstedets omhyggeligt gentagne ritualer? Den tidligere receptionist forsvandt. Ingen ved hvorfor. Irene finder hendes briller på sit værelse og tænker tyst over det sære tilfælde. Der er den sære lugt inde på hendes værelse, der er den tomme swimmingpool, hun svømmer i om aftenen, der er skoven og djævlegrotten, der er mørket, der er kælderen med døren ud til skoven, som altid skal låses, og der er hendes lykkehalskæde med et kors - en halskæde, som mystisk forsvinder og lige så mystisk kommer tilbage. Den tyske instruktør Jessica Hausner har afgjort talent for at skabe utryghed, vel vidende, at det skræmmende aldrig er uhyggens manifestation, men vores forventning om, at gyset vil komme. Komme ud af kælderen, nede i poolen, på trappen, bag de låste hoteldøre eller ude i grotten i skoven? Hvem er den onde? Hvad er det onde? Bortset fra den langsomme, grundige, insisterende opbygning af et miljø, som virker koldt og realistisk, er det instruktionens bevidste greb om thrillerklichéer, der fængsler. Det er anelser, uro, forhæng, døre, trapper, neonlys og frem for alt mørket, som kan oversættes symbolsk: mørket i alt, hvad vi misforstår eller kun instinktivt aner. Mod mørket har Irene sin lykkehalskæde - indtil hun låner den ud. Filmen er tysk og ikke-effektskabende. Så meget mere har den greb om frygten og er velspillet med den unge Franziska Weiss i hovedrollen som en pige, der aner døden uden at kunne værge sig imod den. For vi ved ikke, hvornår eller hvorfra den kommer.