Målt på sit filmiske kropssprog er Oliver Stones 'Alexander' en storfilm, men en stor film kan man desværre ikke påstå, det er blevet. Det var den måske blevet, hvis Stone bare havde ladet sig rive med af Alexander den Stores eventyrlige skæbne og havde skabt en storslået fantasi om den makedonske verdenserobrer. Men Stone vil mere. På den ene side fremstiller han Alexander som den første af de moderne med en forestilling om et tolerant frihedens imperium. Hellenismen som tidlig globalisering og et vink med en vognstang om det gode imperium til Bush. På den anden side skildres Alexander som mand, der er så bundet til mytisk tid, at han føler sig tvunget til at gennemleve de store myter i sit eget liv. Han må klare prøver som Herakles, finde rundt i sit livs labyrint som Theseus, genopføre Ødipus' drama og genoplive det tætte maskuline bånd mellem helten Akilleus og hans Patroklos i sit eget forhold til krigs- og barndomskammeraten Hefaistion. Dette modsætningsforhold mellem den moderne politiske allegori og psykologi på den ene side og ambitionen om en minutiøs genskabelse af fortiden og dens mentalitet på den anden får Stone aldrig forløst. Mest problematisk er den allerede omdiskuterede skildring af Alexander som biseksuel. Det moderne begreb ville være uforståeligt for datidens grækere, der var vant til lidt af hvert. Zeus besteg Leda i skikkelse af en svane, og forholdet mellem en voksen mand af nobel byrd og en smuk yngling ansås for det mest ædle af alle forhold. Stone har sandsynligvis fået sin inspiration fra Mary Renaults berømte historiske romaner 'Ild fra Himlen' og 'Den persiske dreng', hvor kærligheden mellem Alexander og en ung persisk (funktionsdygtig) eunuk spiller en helt central rolle. Men fordi Stone ikke kan nære sig, og heller ikke tør gå linen ud, bliver hele dette mandlige-erotiske spændingsfelt en halvkvædet omgang smægtende blikke berøvet både eros, skønhed og en egentlig mening i fortællingen. Som Hollywoods udfordrende populist er Stone næsten altid på godt og/eller ondt et spændende bekendtskab. Men ikke denne gang, hvor han åbenlyst er gået på kompromis for at realisere sin gamle drøm om at filmatisere Alexanders liv. Det giver en uvant tøven midt i de store fagter. Colin Farrell får af samme grund aldrig et fast greb om sin Alexander. De fåtallige slagscener, krigselefanterne og synet af Babylons mure bærer alle en storfilms kendetegn, men ellers skyldes størrelsen mest, at 'Alexander' er en oppustet kolos på lerfødder, holdt oppe af varm luft og østenvind.