Kameraet var flue på væggen, da Sort Sol i 2000 og 2001 i gruppens bunker på Holmen indspillede albummet 'Snakecharmer'. At fluen ikke for længst var skvattet død om af kedsomhed, da Sort Sol efter 422 dage omsider blev færdige, er ikke til at forstå. 'Sort Sol - 422 dage i dybet' kan med lidt god vilje siges i løbet af sine 102 minutter at give en form for råt indblik i en stor rockgruppes kaotiske skabelsesproces. Den antyder konflikten mellem styrmanden Lars Top-Galia og den visionære komponist Knud Odde. Den sidste allerede med det ene ben ude af den synkefærdige skude. Filmen bruger ikke selv billedet med den synkende skude, men benytter sig i stedet af en temmelig usmagelig allegori, idet der trækkes en linje mellem Sort Sol i bunkeren og de dødsdømte russiske sømænd fanget i den forliste atomubåd Kursk. '422 dage i dybet' stoler på, at Sort Sol i sig selv er spændende nok. Det er de bare ikke. Betydningsfulde som rockband, men fuldstændig uegnede til denne form for uformidlet og monoton kværnende aflytning. At tro, stoffet kan fortælle sig selv, er i bedste fald naivt. Havde Wadt Thomsen valgt at fortælle dramaet om Sort Sol i søgang, havde sagen måske forholdt sig anderledes. Nu får man i stedet 1,5 times kornet snakkefilm med nogle musikere, der kun nødigt taler i hele sætninger. Havde Wadt Thomsen kogt sit stof ned til en dokumentarfilm på 30 minutter, kunne han måske have skabt et ekspressionistisk billede af Sort Sol med mulighed for at fascinere. Men biograflængden 102 minutter er her ren elefantiasis og kun for fans. At filmen først dukker op flere år efter begivenhederne, gør ikke den valgte fremgangsmåde mere logisk. Mon ikke det skyldes tøven over for et uoverskueligt materiale, klipperen Janus Billeskov trods alt har fået en slags skik på.