Om salmisten virkelig har ret i, at »knuste hjerter føler bedst, hvad denne store julefest for glæde har at bringe«, dét kan sgu da diskuteres. Men på film kan påstanden stadig gøres troværdig, viser dette kønne, brogede billede af vores vekslende forholdsregler over for ensomhed. Skærpede i tiden op til jul, hvis glædesbud mange snarere føler som et uopfyldeligt påbud. Julefilmen her er mere ambitiøs, end genren plejer, også fortællemæssigt med sit fletværk af enkelthandlinger. Susan Sarandon er fascinerende og dog diskret i den centrale rolle som den ugifte midaldrende forlagsredaktør Rose, der skal tilbringe julen ved sin alzheimerramte mors seng. Tilfældigt møder hun Nina, spillet af en Penelope Cruz så lammende skøn, at man næsten forstår den altfortærende jalousi, der martrer hendes kæreste, en patruljebetjent. Han, sitrende energisk spillet af Paul Walker, bliver til sin dybe undren belejret af en ældre mand, Alan Arkin, der vist har mødt ham ... før i tiden. Her åbnes på klem for lidt mere mellem himmel og jord, og det samme sker, da Rose i en pause fra den paralyserede mor møder en gådefuld præst ved et dødsleje - i mine vantro øjne filmens mest problematiske figur, og Robin Williams spiller ham desværre demonstrativt godlidende, med kronisk bedstemorsmil. Men trådene samles, om end kun gradvis og delvis, så de sørgmuntre optaktskonflikter med de nævnte strejf af åndelighed dog især bliver til stilfærdigt livsbekræftende anskueliggørelser af, at intet sekund eller ord imellem os er ligegyldigt. Sympatisk, lidt sentimental og gammeldags menneskeklog i al enkelhed når filmen vel ikke Robert Altmans niveau, men fortjener ærligt fire små julehjerter, klippet a la 'Short Cuts'.