Selvironien i tegnefilmbranchen er kommet for at blive. Dét må man konkludere efter fem år, der har givet os film af så intelligent, genrebevidst vid som 'Shrek', 'Monsters Inc.' og nu 'De utrolige'. Men ikke nok med dét. Som netop de tre eksempler viser, åbner akkurat den rent computergenererede animation tilsyneladende for, at ironiens distance kan parres med det menneskeligt indfølende, ja, rørende, som er den traditionelle tegnefilms styrke. 'De utrolige' demonstrerer det eksemplarisk: Fra virtuel superhelte-spoof vokser den til en afsindig, men bevægende overlevelseskamp på familiesammenhold og kærlighed. Filmen forener det hjerte for de svageste, som instruktøren afslørede allerede i den alt for oversete håndtegnefilm 'Jernkæmpen' fra 1999, med den teknologiske overlegenhed, Pixar-studierne har udviklet gennem perlerækken af 3D-animationsfilm siden 'Toy Story' fra 1996. Resultatet er endnu et vittigt, spændende, rørende bidrag til et nyt århundredes animationsfilmkunst. Mr. Incredible, ikke uden ydre lighed med 'Toy Story's rumhelt, Buzz Lightyear, er muskelstærk, men noget karaktersvag. Han elsker at yde sit bedste, men i middelmådighedernes og erstatningsjuraens tidsalder må den grotesk tætøjede, bredskuldrede og knortekæbede herre lægge forbryderbekæmpelse og redningsaktioner på hylden og nøjes med sin hemmelige identitet som det ikke alt for kløgtige familieoverhoved mr. Parr. Partneren i Parrforholdet er den fhv. Elasti-Girl, men selv børnene Violet og Dash må hemmeligholde deres superevner. Efter års familieidyl og kontorslaveri som forsikringsfunktionær med stadig voksende vinterdæk om taljen får mr. Incredible imidlertid tilbagefald til superheltens frydefulde frelserrolle, da den vidunderligt afskyelige, hårrejsende undermåler Syndrome truer verden - og ikke mindst: truer familien Utrolig selv. Blonde, gådefulde Mirage lokker frelserrecidivisten i Syndromes fælde, men snart trækker også resten af familien i sidste skrig i latex fra en uimodståeligt morsom, ulidelig trikotmodedronning - filmens svar på Q i 007-filmene, der også har udlånt musik og inspireret til den øde ø-fæstning. Med bistand af fars gamle ven Frozone - en afroamerikansk superhelt, der selv udånder den is, han skøjter gennem luften på! - erklærer de verdensødelæggeren den totale krig. I suveræne passager får vi ikke mindst den moderlige langmodigheds strækevne demonstreret, når hun hænger fast i flere korridorers automatiske døre, omformer gummilemmerne til faldskærmsremme eller omslutter hele familien med dem. Men også teenagemugne Violets beskyttelses- og usynlighedsskjold og den 6-7-årige Dashs supergesvindthed kommer til nytte i det endelige opgør, en veritabel kernefamilienedsmeltning af turbofantasi! Det sagtmodige vid slår igennem i de mindste detaljer, men unægtelig i eksplosioner og lignende parret med en voldsomhed, der bestemt ikke er for vuggestuebørn. Optakten i civil er nok lovlig lang, og filmen opnår ikke helt den mytiske uskyld, der gjorde 'Nemo' til et eventyr for alle. Men ikke desto mindre er den stramt styrede og dog vilde leg med virtuelle vittigheder over veltjente mediekonventioner og supertricks en fryd for alle aldre - lige fra dette års skolestartere til deres bedsteforældre, de efterlønnere, der som de første efterkrigsgenerationer fik kryptonit ind med modermælken.