Børn forstår ikke ironi, hævdede psykologerne engang, men dén regel kan de godt glemme. Mens underholdningsindustrien og ikke mindst voksenfilmkomedien bliver stadig mere infantil, bliver ironien i animationsfilm for børn stadig mere sofistikeret.
Som nu her, hvor superhelten ryddes af vejen, så superskurken får monopol på magten – og af lutter kedsomhed bliver nødt til at opfinde jævnbyrdig modstand: en ny superhelt.
LÆS OGSÅ Ny superhelt er en muslim i kørestol
Der så igen misbruger sine superkræfter skurkagtigt, hvorved superskurk nr. 1 tvinges til at blive byens frelser – altså en superhelt!
Syret, ja, men det har historierne om de flyvende mænd i strømpebukser jo ret beset også altid været.
Selvoppustelige superhelte er blevet punkteret satirisk, lige fra da MAD Magazine omkring 1960 lod Superman stå i kø ved telefonboksen for at komme ind og skifte fra trikot til civil – og frem til det foreløbige højdepunkt, Pixars og Brad Birds 2004-film, ’De utrolige’.
LÆS ANMELDELSE
Blålig splejs
En sen efterkommer af de selvfede poseurer er Metro Man, Metro Citys beskytter, som her bliver sat ud af spillet af Megamind, superskurken, der selv vil have magten over Me trocity, som han siger med tryk på anden stavelse – ligesom i atrocity, grusomhed.
Mobbet hele jordelivet igennem er denne superskurk fra det ydre rum en ret rørende, blålig splejs med forvokset hjerneskal og en robot af en Følgesvend med akvarieformet rumhjelm, beboet af en fisk, hvis velvilje modsiges af dens savtakkede underbid.
Rastløst opfindsomt søger Megamind den evigt miskendte og forsmåedes trøst: at tilintetgøre Godheden, repræsenteret af Metro Man.
Da det lykkes, finder vor skurk minsandten også vej til tv-journalisten Roxannes hjerte – om end i forklædning som bognørden Bernhard. Selv skurkens kærlighed bygger på bedrag – og overraskelser.
Sikker charme og 3D, der virker
Med sikker charme leverer ’Megamind’ denne opvisning af saltomortaler med dobbelt ironisk skrue, legesyge billeder på, at helt og skurk, godt og ondt (og fortæller og tilhører!) er uløseligt forbundet med hinanden.
For hvad var Jesus uden Judas? Bin Laden uden Bush – eller omvendt?
Sammenholdt med den beslægtede ’Grusomme mig’ baserer ’Megamind’ sig på mere præcis satire og konsekvent psykologi.
3D-animationen, med et figurdesign inspireret af ’De utrolige’, er for en gangs skyld velbegrundet i komiske chokeffekter, og trods alle tilintetgørelsesmaskinerne er hele kolbøtteturen varm, vittig og velturneret.
fortsæt med at læse
