Der er nogen, der synes, at brødrene Wyans er hylende sjove. Jeg synes faktisk, de er morsomme. Det er to meget coole, sorte skuespillere fra The Big Apple, hurtige i tungen og smarte i kropsomdrejninger. Den bedst begavede er den tredje bror, Keenen, som har instrueret 'White Chicks'. Det er en film for US-lovers med en fed ironisk pointe - og navnlig et yderst effektivt protesedesign. Denne film er først og fremmest skabt af afdelingen for special effects, som er blevet bedre og bedre til bryster, parykker og bagdele siden dragfilmene 'Some Like It Hot' og 'Mrs. Doubtfire'. Agenterne Marcus og Kevin Copeland (Shawn og Marlon Wyans) er FBI-agenter uden den store succes - men så kommer de to stenrige overklasseduller Brittany og Tiffany til byen for at glimre ved et velgørende gallaparty i Hamptons, og så får de to agenter travlt. Agenterne kører galt med bilen, som skal eskortere damerne til festen - en skrabet næse og en flækket læbe fremviser damerne ikke i de societykredse, og slet ikke, hvis de vil på forsiden af Hamptons Magazine. Så Marcus og Kevin må klæde sig om og agere de hvide duller, og de ligner de rigtige. De får blondineparyk og blå kontaktlinser og ligner på en prik, og så er der party. Party og party og party. Der er ikke andet end Hamptons-party i filmen plus de sædvanlige vulgære/morsomme drageffekter at komme efter. Marcus kan ikke tåle mælkeprodukter og fiser og prutter voldsomt på toilettet, og brødrene skal på shopping og skrue sig ned i lækkert nymfeoutfit uden at få de ædlere dele i klemme. Det er jetset for de primitive og de viderekomne, og mens den ene agent har en rasende jaloux kone, har den anden en vindende effekt på det sorte muskelbundt Jake Harper (Lochlyn Munro) - som vinder sin dragqueen i auktionen over lækreste dulle på Hamptons. Det er en fast ingrediens i dragkomedierne, at mand forelsker sig i mand forklædt som kvinde - her er det nu ikke udført med den klassiske elegance, der kunne skabe slutreplikken i 'Some Like It Hot': »Ingen er fuldkommen«. Agenten i blondineudstyr smækker i sin kvide benet op på bordet og foræder sig i alt andet end østers og grøn salat. Men scenen er morsom, selv om der ikke hørtes et eneste kluk fra de andre fornemme filmanmeldere. Det er måske nok ikke en børnefilm, snarere en ungdomsfilm, og fisefornem må man slet ikke være. Wyans-brødrene har noget særligt respektløst, vildt overdrevet og mimisk underfundigt placeret i de hvide masker, så at filmen også får et diskret anstrøg af satire over hvid mands pengeliderlighed, hvid mands snobberi, hvid mands jetset- drømme og kærligheden til de smarte replikker. Der er tempo over løjerne, som ret beset er godmodige - og så er det altså heller ikke værre.