Med 'Bjørnen' nydefinerede Jean-Jacques Annaud genren for live action 'dyredrama'. 16 år og mange film senere - bl.a. 'Rosens navn' og 'Syv år i Tibet' - vender instruktøren nu igen kameraet mod dyreriget, herunder ganske vist også menneskearten. Desværre, for de to pragtfulde stribede rovdyr i titelrollerne spiller adskilligt mere ægte end deres menneskelige kolleger på filmselskabets lønningsliste. Kumal og Sangha bliver som killinger skilt ad af et hold tempelrøvere og storvildtjægere i Bagindiens jungle først i 1900-tallet. En bliver kæledyr for en indbildsk koloniembedsmands søn, den anden cirkustiger, men ved skæbnens lunefulde spil mødes tigerbrødrene igen som voksne - i en arena, hvor de er udset til at flå struben op på hinanden. Er blod mon tykkere end vand? Jo, men selv en banal historie kan afstedkomme fortræffelige billeder, som her: Lad gå, at man kan få to tigerkillinger eller moderdyr og killing til sådan at følges ad, vente på hinanden og sammen strejfe som ildevarslende glimt af gule striber gennem junglens grønne tæthed, mens kameraet ruller. Men hvordan man får en af dem til at entre bagsmækken af en kørende bil og gnave løs på rebet omkring en kasse - det går over min forstand og lige ind i dyrepsykologens. Musikken hjælper selvfølgelig på virkningen, et suggestivt supplement til dialogens knurren. Resultatet er medrivende naturfilm. Men så er der jo lige de mennesker. Guy Pearce (fra 'L.A. Confidential') som storvildtjægeren og Jean-Claude Dreyfus (bl.a. 'Delicatessen' og 'The City of Lost Children') som regionalguvernøren er ikke ringe skuespillere, men ikke engang med danske stemmer (henholdsvis Mads Mikkelsen og Ole Thestrup) kan de stille meget op i et plot og Kardemommeby-persongalleri, der med griske skurke, hysteriske kvinder og raske drenge kun levner plads for fjoget farcespil. Kolonialisme-kritikken af rovdrift på storvildt, tyveri af kunstgenstande osv. vil tiltale 10-12-åriges retfærdighedssans, men bliver kun til halvhjertede tilløb.