Er robotten menneskets ven eller fjende? Problematikken hører til en af de mest fortærskede i science fiction. I Alex Proyas' 'I, Robot' er robotter for længst blevet en del af menneskets hverdag. Lige så selvfølgelige, som pc'er og tænkende kaffemaskiner er det i dag. I Chicago bliver der skumlet i krogene over robotterne, som i 2035 gør menneskelig arbejdskraft overflødig. Men det ligner en formalitet, at en gammel generation robotter i ét gigantisk salgsfremstød fra monopolforetagendet US Robotics skal erstattes af en ny og langt kvikkere model. Kun én mand får mistanke om, at noget er helt galt. Men eftersom kriminalassistent Spooner i forvejen er den eneste mand i byen, der ikke stoler på robotter, bliver han ikke taget alvorligt. Kun Spooner finder det ikke utænkeligt, at en robot skulle kunne bryde en af de tre ufravigelige love for robotter: En robot må ikke skade et menneske eller tillade det at lide overlast. En robot skal adlyde ordrer. En robot skal værne om sin egen eksistens. For alle love gælder det, at de kun gælder, hvis de ikke er i konflikt med de foregående. 'I, Robot' er mainstream science fiction. Ikke særlig original og slet ikke en 'Blade Runner', som fortællingen ellers har flere ligheder med. 'I, Robot' er ikke sci fi med en dybere eksistentiel pointe. Men er til gengæld på alle planer veludført. Det futuristiske design er smart og ligner en troværdig fortsættelse af nutidens. Will Smith er en helt, der med afvæbnende charme knytter forbindelsen mellem den klassiske filmdetektivs tørre onelinere og nutidens sorte skuespilleres notoriske mundraphed. Filmen har sin portion action, men tempoet får ikke lov til at gå helt grassat. 'I, Robot' er konstrueret ud fra en logik, der holder spændingen i kog og gennemføres fra A-Z. Filmen bygger på en kombination af en kriminalroman og en fortælling af science fiction-mesteren Isaac Asimov, og det er en blanding af krimi og futurisme, Alex Proyas forvalter med spændstigt håndelag.