Der er stadig ubegribeligt mange træer i USA's nordvestlige hjørne omkring Seattle, hvor David Lynch i sin tid lod den magiske uhygge sprede sig i Twin Peaks. Og hvor Kurt Cobain og Nirvana få år senere slap en rockstorm af de mest forbløffende løs. Magien og alt det underlige er helt væk i Kevin Brays filmatisering af historien om en af det moderne Amerikas sejlivede myter, den om sheriffen, som helt selv tager affære og rydder op i sølet. Her er vi i den mest rå virkelighed, hvor mænd slår på tæven, kører i trucks med enorme fælge, og piger er mødre eller strippere. Og sheriffen? Han hed Buford Pusser. Men lad Dem ikke narre af navnet. Sherif Pusser formåede efter endt krigstjeneste i Vietnam tilbage i tresserne helt alene at rydde op i det moralske forfald i den barndomsby, han vendte tilbage til med næverne forrest. Historien blev første gang filmatiseret i 1973, og nu får vi den altså igen. For fuld rulle. I den nye version er det den tidligere wrestler-stjerne The Rock (Dwayne Johnson), der indtager rollen med hele sit gigantiske muskelbundt af en krop under sherifstjernen. Det gør han glimrende, der er lige så meget liv, humor og følsomhed i den store mands mørke ansigt, som der er slagstyrke i hans kolossale næver. Dem får han i høj grad brug for, thi barndomsvennen Jay Hamilton (Neal McDonough) har lukket det savværk, hvor både Chris Vaugh, som vor helt hedder i denne udgave af den evige historie, og hans far arbejdede. I stedet har byens matador åbnet et kasino, hvorfra der både sælges damer og stoffer - »kunstige bryster og ægte røvhuller«, som en af de gode drenge bemærker. Naturligvis beskyttet af en mindre hærskare af yderst usympatiske lejesvende. Som kommer til at skære temmelig dybt i den hjemvendte soldat. Så er rollerne ligesom fordelt og banen ryddet for John Wayne og kavaleriet. Den maskuline mytologi er direkte hentet fra western-genren. En mand må gøre, hvad der skal til, koste, hvad det vil. Og det gør The Rock, der hverken kender til frygt eller kompromiser, men til gengæld har en god og humoristisk hjælper i vicesherif Ray (muntert spillet af Johnny Knoxville fra Jackass). Det lyder formentlig grusomt banalt og forudsigeligt, men er faktisk så forrygende underholdende, at man har det godt, mens næverne og sheriffens store bjælke af asketræ taler. Noget så sjældent som en 'feel good-film' med solide tæsk og solidt skuespil. Slet ikke en ringe måde at fordrive halvanden time på, hvis man er en drengerøv m/k med en vis sans for selvtægt og retfærdighedsfølelse. John Wayne ville elske den!