Forfatteren mærker det kolde gys. Tænk nu, hvis den geniale idé slet ikke er original, men noget, man har fået op under neglene undervejs i sit liv. Noget, man har stuvet af vejen i et pulterkammer bagest i hjernen. Måske har Harry Potters mor J.K. Rowling midt i 1980'erne læst en anmeldelse af Nancy Stouffers børnebog om Larry Potter og 'Legenden om Rah og Mugglerne' og glemt alt om det siden. Eller endnu værre: Tænk nu, hvis man ved et tilfælde er kommet til at skrive nøjagtig den samme historie som en anden forfatter. Har man læst Jorge Luis Borges, vil man på ingen måde udelukke muligheden. Forfatteren Mort Rainey får det kolde gys at mærke. En dag banker det på døren i hans afsidesliggende skovhytte. Udenfor står en vred personage ved navn John Shooter og påstår minsandten, at han, Rainey, har hugget hans historie. Nu vil den mærkeligt gammeldags udseende sydstatsmand have æresoprejsning. Rainey affærdiger den prædikantlignende sydstatsmand som endnu en af de skøre kugler, en kendt forfatter fra tid til anden hjemsøges af. Shooter udviser en stærkt truende adfærd. Som om Rainey ikke havde det skidt nok i forvejen. Han og hans kone er gået fra hinanden, og han lider af en massiv skriveblokering. Så Rainey er ikke overbærende. Men da han senere kaster et blik på Shooters sammenrullede ark, må han konstatere, at ligheden ikke blot er slående, men foruroligende. Nærmest ord for ord ligner de to historier om en mand, der myrder sin kone og begraver hende i hendes elskede nyttehave, hinanden. Kun slutningen er forskellig. Stephen King har skrevet novellen, instruktøren David Koepp har baseret sit manuskript på. 'Secret Window' er så typisk en Stephen King-historie, at en filmatisering er en risikabel affære. King laver ganske vist uhyggelige historier, men når hovedpersonen er en forfatter, bliver der også let tale om et meget forudsigeligt forfattergys. I hvert fald for det publikum, der kender sin King på gangen. John Turturro spiller sikkert på rutinen som John Shooter, mens Johnny Depp leverer en af sine mere anonyme præstationer som Mort Rainey. Den umiddelbart forvirrede adfærd klarer Depp med pjusket charme og bebrillet fumlen. Men da først Raineys følelsesmæssige slitage og alkoholiske gråzoner skal fremkaldes i billedet, kommer en for ungdommelig og upåvirkelig Depp til kort.