'The Company' er en meget altmansk titel på en ikke særlig typisk Altmanfilm. En spillefilm om et dansekompagni, der på mange måder er så optaget af dansekompagniets virkelighed, at den mere minder om en dokumentarfilm, placeret i en nødtørftig fiktiv ramme. Skuespillerinden Neve Campbell, der selv har danset ballet fra hun var skes år, spiller danserinden Ry. Det var også Campbell, der fik idéen at lave en film om hverdagslivets op- og nedture i et balletkompagni. Rollen som kompagniets karismatiske leder Alberto Antonelli, spilles af Malcolm McDowell - så vist er der tale om en fiktion, en spillefilm. Men kompagniet er ægte nok. Den berømmede Joffrey Ballet of Chicago. Da et flertal af danserne samtidig optræder under deres egne eller let omskrevne navne, føler man meget af tiden, at man oplever et dokument svøbt i fiktionens nødtørftige syv slør. Man kan i hvert fald ikke beskylde Robert Altman og manuskriptforfatter Barbara Turner for at have trykket en snærende dramatisk konstruktion ned over dansens bevægelsesmønstre. I løbet af sæsonen følger man arbejdet med at sætte nye danseforestillinger op. Ry (Neve Campbell) tager undervejs springet fra at have været lovende lidt for længe, til omsider at blive en af kompagniets hovedkræfter. I en af filmens smukkeste scener ser man hende og partneren Domingo som en langsomt changerende dobbeltskulptur danse en sanselig koreograferet kærlighedshistorie til tonerne af 'My Funny Valentine'. Evergreen'en der i forskellige musikalske forklædninger fra Elvis Costello til Kronos Kvartetten bliver filmens gennemgående, bittersøde musikalske tema. Uden for dansens fire vægge arbejder Ry som servitrice og får med nød og næppe tid til at blive kæreste med kokkeeleven Josh (James Franco). Ry er hovedpersonen, men som så ofte før foretrækker Altman ensemblet. Den virkelige hovedperson er truppen. I begyndelsen fokuserer Altman smittende nysgerrigt på dansens fremmede verden. Geometrien og sanseligheden i koreografien. Kropssprogets grammatik. Musklerne, der smidigt skal sno og strække sig mellem kravene fra tradition og innovation. De små og store kunstneriske og ressourcemæssige beslutninger på Antonellis kontor. Forskydninger i dansernes hierarki. Misundelse, ihærdighed, flygtige seksuelle tiltrækninger. Ambitiøse forældre. De store drømme, der kan briste, hvis akillessenen gør det. Talentet, der bare er der og talentet, der bare ikke er stort nok. 'The Company' er en film, hvor dansens æstetik i begyndelsen er mættende, men i længden bliver for mager en kost. Fordi hverken truppen eller ensemblets personer i fiktionen bliver tilført en dramatik, der kan løfte filmen hinsides æstetikken, forbliver 'The Company' en film for de i forvejen danseinteresserede. Der er prægnante, musikalske scener, hvor man føler man kommer tættere på dansens verden, men hele opsætningens kølighed er for gennemført til at være medrivende som dramatisk fiktion. Det går ofte op og ned med den uhyre bredtfavnende Robert Altman. Senest var man højt oppe med upstairs/downstairs dramaet 'Gosford Park'. Inden da var der mere vid end tyngde i 'Dr. T & The Women'. I sin lange karriere har den 79-årige instruktør oplevet bemærkelsesværdige triumfer og skuffelser. Men 'The Company' hører ikke rigtigt hjemme i nogen af kategorierne. For en mester, der har lavet så skiftevis skarpe, skønne og sarkastiske film som 'MASH', 'Nashville', 'The Player' og 'Short Cuts' er 'The Company' en på alle måder beskeden lille parentes i en stor og vekselvarm fortælling.