Roadmovien kan på mange måder kaldes spillefilmens sidestykke til digt- og novellesamlinger. Sprogbevidste, spartanske og fokuserede på form og eksistens snarere end på plot og spænding. Den tyske debutant Ulrich Köhler beskriver selv sin film som en roadmovie, der ikke kommer ud af stedet og det er en ganske rammende beskrivelse. Köhler har studeret både filosofi og billedkunst og 'Bungalow' virker også tæt knyttet til det nye tyske fotografis anti-intense realisme. Selv om også Wim Wenders' ultimative roadmovie 'Im Lauf der Zeit' er i fortællestilens bagage. I Köhlers roadmovie tilbringer den unge Paul en hel del tid i biler og på rullebræt, men vender næsten som i et bevidstløst loop konstant tilbage til forældrenes hus i Hessen. Ikke fordi han føler sig knyttet til det, men fordi han er uden mål og mening. Et ungdomsliv i ingenmandsland. Materielt sikret og fortabt i provinsen. Så er 'Bungalow' en roadmovie, er den dog i højere grad et portræt af en ung mand ved et vadested. Enten smider Paul i tilsyneladende ligegyldighed sit liv for vindene eller også finder han i sidste øjeblik en livline af livsindhold. Men det haster. For i et anfald af akut ungdommelig weltschmerz har Paul sat sagen på spidsen. Først er han næsten tilfældigt og spontant deserteret fra hæren. Så forelsker han sig pr. automatpilot i sin storebrors lækre danske kæreste. Den tjekkede, flotte, ansvarsbevidste - og derfor i Pauls øjne helt ulidelige - Max og kæresten Lene er uventet dukket op ved forældrenes swimmingpool i den hessiske bungalow. Parret er på vej til München, hvor Lene skal spille alien i en ikke just lovende science fiction-film. Nu lander hun i stedet som et sendebud fra en mere interessant verden i Pauls sommersløve selvdestruktion. 'Bungalow' var næppe blevet importeret, hvis ikke Trine Dyrholm havde haft rollen som den danske Lene. Dyrholm forsvarer slagfærdigt og med naturlighed rollen som den voksne kvinde, der i modsætning til storebror Max ikke kan undgå at se den rørende desperation bag Pauls umodne provokationer. Nogen stor film er det ikke, men det stillestående, døsige nærbillede af en akut ungdomsdepression er et konsekvent udtryk for Köhlers præcise psykologiske realisme. Et portræt af en ung mand i det afgørende øjeblik, hvor alt og intet kan og skal ske.