Måske har Quentin Tarantino i sine drømme forestillet sig 'Kill Bill' udspillet på én gigantisk splitscreen. Hvor alle citaterne fra Østens kampsportsfilm kunne udspille sig på den ene side af lærredet, mens inspirationen fra spaghettiwestern-mesteren Sergio Leone fik tildelt den anden. I stedet for at splitte billedet, har Tarantino, eller måske rettere hans producent Harvey Weinstein, i stedet valgt at flække filmen i to film, der både er sammenhængende og usammenhængende. 'Kill Bill vol.1' - som jeg gav tre hjerter - var domineret af det japanske. 'Kill Bill vol.2' af det amerikanske. Men konsekvent er opdelingen ikke. En lang indskudt fortælling fører således 'Kill Bill vol.2' til Kina og kung fu-munken Pai Mei. Ganske som i 1'eren springer filmens 'kapitler' i tiden. Jeg synes stadigvæk kun man kan begræde, at Tarantino ikke lavede 'Kill Bill' som én film. Så måtte den for min skyld såmænd gerne have varet to en halv time eller endda tre timer. Hvilken knallert kunne det ikke være blevet! 'Kill Bill vol.2' giver nemlig projektet et gevaldigt løft. Fra at være domineret af distante, æstetiske kampscener i det orientalske, rykker jagten på den ubarmhjertige Bill nu ind i nærkampe, nedrigheder og i en motivverden bag de spektakulære sushi-fileteringer. Ind i en arena, hvor Tarantino ikke kun er filmfan, men også styrer spillet på egen bane. Replikkernes slangesnert. Ansigternes ikonografi. 'Kill Bill vol.2'kommer helt tæt på. Man kommer næsten helt op i næseborene på Michael Madsen, og selv om det ikke er et ubetinget rart sted at opholde sig, så er det så langt at foretrække frem for 'Kill Bill 1' uforløste distanceblænderi. I 2'eren er Bruden (Uma Thurman) i sin jagt på sin tidligere elsker og næsten-bøddel Bill (David Carradine) gået ind i den afgørende fase. Det tynder ud blandt fjenderne. I El Paso opsøger Bruden alias Beatrix Kiddo, Bills bror Budd (Michael Madsen) og den enøjede Elle Driver, der deler tøjsmag, men absolut ikke moral med Modesty Blaise. Uden at røbe for meget, så kommer det til at gå hedt og beskidt for sig. Hvor Uma Thurman i sin smarte gule dragt i 1'eren måtte nøjes med at se godt ud og brillere atletisk, får hendes særlige, brandfarlige offerkarisma et helt andet råstof at arbejde med denne gang. Denne gang stikker modstanden dybere. For at sige det med en af de klichéer, Tarantino elsker så højt: Før var det bare et frådende hævntogt, men nu ... prik-prik-prik ... nu bliver det personligt. Personerne spilles af Michael Madsen og David Carradine, der tegner portrætter, der som klare, hårde billeder kan måle sig med tegneseriekunstens ypperste og som bad guy-ikonografi tåler sammenligning med figurerne fra Sergio Leones western-galleri. Michael Madsens Budd med de sammenknebne øjne; ølfed, apatisk og dødsensfarlig. David Carradines Bill; furet, filosofisk, bundløs i sin amoral og magisk maskulin i sin perverst omhyggelige diktion. Her er Tarantino virkelig på hjemmebane: 'Reservoir Dogs' instrueret på ryggen af Leone med Russ Meyers 'Faster Pussycat Kill Kill Kill' på sidelinjen i stramme sorte slacks. Savner man det endnu mere eksotiske, så leveres varen også. Nemlig af Michael Parks som superklam mexicansk bordelejer og i skikkelse af Gordon Liu som den oldgamle, kinesiske kung-fu djævel Pai Mei med dræberklo og øjenbryn som kridhvide tranefjer. 'Kill Bill vol.2' er simpelthen en fed film. På soundtracket møder man både Ennio Morricone, Johnny Cash og blues-legenden Bessie Smith fortolket af den britiske pop-designer Malcolm McLaren. Kitsch og kung-fu funk tilsat noget decideret giftigt. Et klart stød til kæben, så man nyder at se sol, måne og stjerner danse for øjnene. Med et drive som gør, at man nyder snarere end distraheres af alle Tarantinos små finter og tricks med indlagte citater, tidstypiske split-screens og spring i stil, tid og farve. Hvorfor er 'Kill Bill vol.2' så meget bedre end 1'eren? For det første fordi Tarantino i det japanske blodbad lignede en tilskuer til sin egen film. En dreng der havde vundet action-filmens svar på tøm-en-legetøjsbutik, men stadigvæk stod benovet udenfor butiksruden og drømte stort. I 2'eren er han trængt ind og boltrer sig som ormen i b-filmens rådne æble. Dér indefra bliver distanceblænderiet forløst. For det andet helt banalt fordi hvor 1'eren var en frustrerende, ufuldbyrdet optakt, er 2'eren en skæbnesvanger cirkelslutter. Salgstallene taler deres klare sprog: Kommercielt var det en genistreg, at bruge klippebordet som samurai-sværd og hugge 'Kill Bill' over i to. Men kunstnerisk er og bliver det en svinestreg, der efterlod 1'eren som en oppustet parentes. Om end den vandt klart på point, når det gælder flotteste plakat. At 'Kill Bill vol.2' kører med to sæt rulletekster understreger til overflod skizofrenien i den iskolde beslutning om med et rask indgreb, at gøre det muligt, at tilslutte to malkemaskiner til én guldkalv.