Tjæremanden, Candyflossklatten og 10.000-volts-spøgelset er nogle af de parodiske birollemonstre i en film, der i sig selv er en mangedobbelt selvparodi, mere eller mindre frivilligt: På tv er Hanna-Barberas halvtimestegnefilm allerede parodier på børnemysterier og -monstre, og denne naivitet overdrev realfilmversionen for et par år siden, måske i et forsøg på selvironi. Forgæves. Men samme hold prøver igen: 'Alene hjemme'-klipperen Gosnell instruerer det pinagtigt konsekvente overspil, hvor Matthew Lillard (seriemorderen fra 'Scream') tager prisen som hunden Scooby Doos bedste ven, den ulideligt fjogede Stubbe (tidligere Shaggy), men i skarp konkurrence med de tre andre endimensionale medlemmer af Mysteriebanden: flotte Jan (før: Fred), forfængelige Susan (Daphne) og nørdede Vera (Velma). Til overflod forsynet med uvittig dansk stemmeføring, helt ude af takt med amerikansk mundmotorik. En parodi på en 'handling' koger suppe på gamle kødben og veltjente skeletter: I Coolsville indvies et museum for bandens tidligere bedrifter, men de udstillede monstre får liv og hærger byen under anførsel af en maskeret skurk. Mysteriebanden bliver buhet ud af sine tidligere beundrere i byen, Shaggy og hundekræet vil så gerne være rigtig kvikke detektiver ligesom de tre andre, og museumsdirektørens kurtisering af Vera er i sig selv mistænkelig. Tornadoen af forudsigeligt vrøvl og velkalkulerede teenagefordomme lader sig ikke referere, men nogle få, delvis animerede rutsjeture gennem de lattervækkende skrækkulisser fungerer i det mindste tjept. Hundens tarmgas, der altid ildelugtende tydeligt har markeret det humoristiske niveau, begrænser sig her til, som hemmeligt våben, at sende et guldgravermonsters flammeånde tilbage i hovedet på ham selv. Kort sagt en sjov film, hvis man befinder sig i målgruppen: 8-10-årige slikdelirister på kollektivt fnisetrip plus en gruppe større drenge og mænd, der er blevet stående på samme modenhedstrin.