'Salmer' er nu så meget sagt om den lakpladeindspilning af 'Flickorna från Småland', der swinger og skratter sig igennem som lydspor til denne norsk-svenske perle af underfundig menneskeklogskab. Nå, 'komedie' er på den anden side heller ikke heldækkende, for nok griner man vantro ad den ene absurd-skønne scene efter den anden, men alvoren underneden og til slut er ikke til at tage fejl af: Vi har kun ét liv, vi må selv tage det - og det skildres ikke udtømmende af positivistisk videnskab. Her går store temaer over lærredet, men i strømpesokker og striktrøje. Den norske instruktør Bent Hamer debuterede i 1995 med 'Æg', en intens og grinagtig studie i det stille liv på landet mellem to brødre. Efter en afstikker til Spanien, 'En dag til i solen' 1998, er vi her i hans tredje film tilbage i den norske provins, i 1950'ernes begyndelse. Til flækken Landstad ankommer en kortege af volvoer med hver sin campingvogn, ved grænsebommen tvunget fra venstre til højre side af kørebanen, så de svenske chauffører bliver helt køresyge af vrangvendtheden! Ni enlige norske mænd har frivilligt sagt ja til at få en af disse observatører fra den avancerede husholdningsforskning inden for dørene: Nu skal køkkenarbejdets bevægelser kortlægges! I seks vinteruger vil en tavs herre fra sin høje stol a la tennisdommer i køkkenets ene krog notere, hver gang ungkarlen trisser fra spisekammer til komfur eller omvendt. Undtagen når observatøren selv holder spise- eller sovepause i sin husvogn. Ikke et ord må der mæles mellem observatør og studieobjekt - det er videnskab, det her! Isak med husmandsstedet og den ene, skrantende gamle krikke har nu bittert fortrudt sin medvirken. Så han lister sig til at lave mad på en primus på loftet, mens han også via et hul i gulvbrædderne kan observere - sin observatør. Folke hedder manden, der sidder nedenunder i sin høje stol og undrer sig, mens vi i salen - tredje led af observatører - ikke har andet at studere end hans mimik, en slags gummifjæsudgave af salig Angelo Bruun. Stillestående? Ja - men urkomisk! Og netop samtidig gravalvorligt, for det her er jo hele deres liv. Mellem de to, Joachim Calmeyer og Tomas Norström, spirer så et venskab i tavsheden. Til bitter jalousi for naboungkarlen Bjørn Floberg, og til ærgrelse for den mere ambitiøse end intelligente leder af forskningsholdet, Reine Brynolfsson, med de fine 'socialrealistiske' ansigtstræk. Og så har vi livets drama i minimalistisk udfoldelse mellem fire fåmælte, enlige mænd - i al sin indforståede ordknaphed en mesterstudie i det smertebevidste fællesskab mellem mænd, man med inspiration fra kvindebevægelsen måske kan kalde 'østerssolidaritet'. En anden skarp, men tavs pointe er netop, at der ikke optræder én eneste kvinde - i en film om husholdningsarbejde i 1950'erne! En original historie i et sjældent besøgt miljø, skildret med opfindsom scenisk og fotografisk ædruelighed, i kærlighed til livet og i oprør på liv og død mod (da)tidens positivistiske mekanisering af det. Resultat: vaskeægte filmkunst, rørende tæt på eksistensens ensomhed og håbene om at bryde den, som alvorens store klangbund for den kosteligste komik.