Teenageren Kenai's eskimostamme tror på ånden i naturen: Dyr og mennesker som nu er i en anden dimension, men via nordlysets glitrende tæpper kan strejfe bjergtoppen og os i dette liv. I konfirmationsalderen indvies han af stammens shaman, en gammel kone, og får bjørnen - og dermed 'kærlighed' - som sin totem, forpligtelse og skytsånd i ét. 'Fylgje' hed det her på egnen for godt et årtusind siden, men 'Bear Brothers' foregår 10.000 år før vor tid i det nordvestligste hjørne af Amerika, ved den isbræmme, der lige har trukket sig tilbage. Kenai vrænger ad sin totem - kærlighed, bvadr! Men snart falder hans ældste bror i kamp med netop en bjørn. Blind af sorg og hævntørst følger han sporet, fælder bjørnen - og forvandles selv til dén! Hvorpå mellemste bror søger hævn over ham, der nu er i bjørneham. Skal kæden af død brydes, må Kenai i sin ny lådne skikkelse finde sin ældste brors ørne-ånd, på bjerget som nordlyset berører. En morsom og spændende pilgrimsrejse begynder, med fjoget gumlende elge og glade, laksefiskende bjørneflokke, og hele vejen med en besværlig rejsekammerat: Den yngre bjørneunge Koda er lynkvik og kender landskabet, men har munddiarré - og er blevet væk fra sin mor. En rigtig vamset lille hjerteknuser og pendant til det skægge sidekick-par Timon & Pumba fra 'Løvernes Konge', hvis grundmønster jo skimtes, ligesom 'Bambi's: Ungt dyr bliver voksen under afdødt forbilledes vejledning. Men her er dyret altså et menneske, som bjørneånden lærer at 'Look Through My Eyes' - sådan lyder titlen på Phil Collins' slutsang, stærkere og mindre banal end det ser ud her. I en kernescene møder bjørnene de hulemalerier af kamp mellem bjørn og menneske, Kenai kender fra før, og Koda bemærker, at det er da et frygteligt uhyre, ham dér med spyddet! Da dæmrer dét for Kenai, som endnu ikke er gået op for denne verdens fundamentalister: Du kan ikke slå det ihjel, det' en del af dig selv! I stedet må den unge mand selv vælge: Bjørn eller menneske? Hvor ligger hans ansvar, hvor er hans kærlighed mest tiltrængt? I folkeeventyr længere sydfra på kloden er vi vant til, at dyreham er tegn på forgjorthed, fortabelse. Ikke her, ligeså lidt som i Jannik Hastrups 'Drengen der ville gøre det umulige' (med meget lignende eskimoisk sagnforlæg). Nogen dyrenes 'Hamlet' er 'Bjørnebrødre' så heller ikke, for både i streg, stil og tempo skræver den mellem morskab og alvorspassager, så kamikkerne knager, og dødstemaet behandles så håndfast, at det nok udelukker de helt små, som Koda ellers appellerer skamløst effektivt, ja, uimodståeligt til. Men musiktricket fra 'Tarzan' - 'Transformation' hedder Phil Collins-hittet her - får ellers uspiselige skift og udviklinger til at glide let ned, og de danske stemmer er næsten bedre end de amerikanske! En lødig fornøjelse for enhver dansker, der er gammel nok til at få vinterferie.