Hverdagens mirakler gør ikke meget væsen af sig, men kan synliggøres af en instruktør som dokumentaristen Philibert, hvis film flere gik forgæves efter under CPH:DOX-festivalen: en stor mester, med små midler. To skildpadder på vej over gulvet i et klasseværelse - kan det være mere stille og roligt? Men her står liv på spil. I denne fælles klasse i den 'stråtækte' landsbyskole i Auvergnes højland, midt i Frankrig, formes livet for godt et dusin børn mellem 5 og 12 år: Deres syn på sig selv, på familie og medmennesker, på anstændig behandling af hinanden. Her udvikles evner og lægges skinner for fremtidens samliv og samfund - mens de lærer at stave, regne osv. Stille og roligt. De 5-årige har første skoledag, og de 12-årige den sidste før centralskolen. Knægtene kører traktor bedre end de multiplicerer, mens de mindste savner mor efter et kvarter. Nogle er for brovtende, andre for indadvendte for deres eget bedste. Nogle forældre pacer børnene frem, andre er selv analfabeter. Som alle andre steder. Læreren nærmer sig pensionen, måske lidt gammeldags metoder, men lysvågen og taktfuldt opmærksom på hvert enkelt barns væsen og behov. Et gedigent menneske, der sætter sig selv ind på det arbejde, han har valgt: De skal lære noget, også at leve. Hver sit liv. Dét er sådan set dét. Men 'dokumentar' - med et helt filmhold i klassen? Ja, Philibert kan åbenbart være usynligt til stede og bagefter klippe kilometervis af råfilm med gråd og latter, sne og solskin, ned til et knivskarpt mønster, der dog sitrer af liv. Ikke reportage, men dokumentar. Vandmærket er det virkelighedstro, skønt kunstfærdigt gennemredigeret. En dansker sidder og savner Lise Roos ved synet af sådan et dusin nybagte menneskers vej ind i livet, forlæns skridt for skridt, med åben pande, mens skjoldet hærdes - ligesom padderne. En lise for sind og øje, livets mirakel slår al udspekuleret underholdning.