Bag den unge pige majet ud som Døden fra Lübecks frivole niece maner en plakat budskabet »Love will tear us apart«. En plade med den dystre rockgruppe Joy Division, hvis forsanger, Ian Curtis, hængte sig selv. På scenen i klubben i Boston synger Lou Reed dødsens drævende cool bag solbriller, sort læderjakke og slitage. Reed, der i 1974 på 'Kill Your Sons' havde sunget om at få ordineret elektrochok af discountpsykiatere. Pigen skribler og skribler på en rockanmeldelse til hun bliver bims af det. Lizzie er kommet ind på Harvard på et journaliststipendium. Hun er sortklædt, neurotisk og supersårbar bag den hårde filt. Vi er tilbage i begyndelsen af 1980'erne og luften er tung af lige dele kreativitet og selvdestruktive impulser. Filmen er den norske 'Insomnia'-instruktør Erik Skjoldbjærgs filmatisering af Elisabeth Wurtzels selvbiografiske bestsellerroman 'Prozac Nation'. Fortællingen om en neurotisk og højtbegavet amerikansk piges kamp med depression og voldsomme humørsvingninger. Indtil hun en dag får en recept på det nye stof Prozac og, måske, får et redskab til at kunne leve et bedre liv. Uden alt det sortsyn, skrigeriet og den hjerteløse tilfældige sex. Hovedpersonen Lizzie, spillet for fuld damp af Christina Ricci, stiller nærmest i forbifarten et centralt spørgsmål. Er det godt at få det bedre, hvis man ikke kan kende den mere positive person, man bliver forvandlet til? Skjoldbjærgs entusiastiske skildring af 80'erne lægger op til et dilemma, filmen imidlertid undlader at forholde sig til. Hvad får man ud af at udskrive 300 millioner amerikanske recepter på Prozac og lignende medikamenter om året? Flere mennesker med styr på den psykiske balancegang er selvfølgelig ét svar. En mere konform kultur kunne være et andet og nok så kættersk svar. En feelgood-kultur, hvor toppen på mere end én måde bliver taget af individualiteten. Underlagt en sådan optik kunne 'Prozac Nation' være blevet til en udfordrende film. I stedet for en film, der præsenterer et tidsbillede og en terapeutisk case story uden at tage det logiske skridt at knytte de to ting sammen. Det udmærkede tidsbillede forbliver en eksotisk ramme, der ikke sætter historien i perspektiv, mens fortællingen om Lizzies op- og nedture forbliver en terapeutisk historie, der ene og alene bliver knyttet til hendes liv som skilsmissebarn splittet mellem to umodne og stærkt selvoptagede forældre. 'Prozac Nation' domineres af to nervebetonede, indlevelsesstærke portrætter. Ricci er som skabt til at spille rollen som neurotisk naturbegavelse, Lizzie, der, af frygt for at miste kærligheden, hele tiden selv sørger for at komme tabet i forløbet, og selv smadrer det, hun elsker. I rollen som hendes mor spiller også Jessica Lange i dén grad med nerverne uden på tøjet. Tidsbilledet og portrættet af kunstneren som ungt nervevrag med ild bag øjenæblerne er hver især anbefalelsesværdige. Men hverken det dybere personlige perspektiv eller den mere sociologiske vinkel, som titlen lægger op til, får mæle. 'Prozac Nation' bliver en kulørt case-story. En af den slags film, hvor man bagefter sidder tilbage med en irriterende fornemmelse af, at der er noget helt centralt, som det ikke lykkedes at få fortalt. Er Prozac lykken eller ulykken? Hvor meget af en klinisk depression kan klares kemisk, hvis det er forældrene, der med lige dele skamforkælelse og negligering har leveret stof til enhver tænkelig ustabilitet? Hvad siger tidens skiftende løsninger på psykiatriske problemer om samfundet? Selv om 'Prozac Nation' så at sige udspiller sig før Prozacbølgens massive medicinering, er filmen blevet for vag og konform til at gøre sig fortjent til sin vakse titel.