Special Weapons And Tactics Team står titlens forkortelse for, og dette højavancerede, statsautoriserede tæskehold er Los Angeles-politiets bedste våben over for særlige 'situationer' - fra gidseldramaer til fangetransporter. Et eksempel på det første danner optakt og præsentationsbaggrund, mens det sidste - transport af en international mafia- og/eller terroristleder - udgør hovedhandling og bærebølge for en parade af actionscener, supereffektivt iscenesat over et bedøvende traditionelt skelet: Som veteranstrømeren 'Hondo' får Samuel L. Jackson til opgave at sammensætte en elitegruppe på fem af korpsets sejeste: Tre hvide, en farvet og en kvindelig latino-læderhals af Lara Croft-typen. Fokus er på Colin Farrell med det uskyldigt barnlige ansigt og den underliggende aggression, hentet lige ind fra en disciplinærsanktion for utidigt initiativ: heltemodig handling imod ordre ovenfra. »Somme tider er det rigtigt ikke at gøre det rigtige«, lyder den moderne wildwest-legitimering af det illegitime. Sammen med musikvalget og zoom på Farrells schæferhund og bare tatoverede muskler, mens han pumper jern, dannes et ideologisk ekkorum for heroisering af en uro-'moral' udenfor loven, et sted midtvejs mellem rockernes inkasso-metoder og Bushs udenrigspolitik. Om en strømer, der er vegetar, lyder det: »Kan man stole på én, der ikke kan æde en hotdog!?«. Kan man imidlertid se bort fra eller ligefrem nyde dét åndsklima - og det kan filmens hovedmålgruppe nok - får man efter en omstændelig optakt kontant afregning for billetten: Uden distraherende baggrund eller komplicerende detaljer kæmper holdet imod diverse banders forsøg på at befri gangsterlederen, ét langt, men stort set tempofyldt orgie i våbenarter og kampformer. Skudsikre veste trækkes på, magasiner smækkes i automatvåben, metallisk marchmusik trækker op, helikoptere og biler eksploderer på stribe, lig suser gennem luften som sværme af fjerkræ. Klassiske discipliner som biljagt, kloakforfølgelse og duel-på-skiftespor mangler ikke, og det psykologiske højdepunkt er forræderiet inden for gruppens rækker, det tekniske højdepunkt en jetfly-landing på en 4-sporet motorvejsbro. Alt sammen dygtigt gjort uden alt for meget nymodens animations-snyd, lige efter opskriften fra tv-serier som '24 timer' eller den 'NYPD Blue', som Clark Johnson før har instrueret afsnit af. Så de tre små hjerter skal forstås som et vejet gennemsnit af prima håndværk og bundrådden ideologi.