Lev hver dag, som om den var din sidste. Sådan lyder en leveregel fra godtkøbsterapiernes overdrev først i 1970'erne, ikke så tosset, men lettere sagt end gjort. Medmindre ens dage netop er talte, som tilfældet er for den 23-årige mor, der har fået to-tre måneders frist, før hun bukker endeligt under for den hurtigtmarcherende cancer, hun netop har fået konstateret. Diagnosen må hun nu selv hale ud af lægen, der er rørende og komisk besværet over det garanteret morskabsfri budskab, han skal overbringe. Selv kan hun heller ikke få sig til at fortælle familien det. Rørende er netop denne hverdagsfortælling om Ann, der blev mor som 17-årig, har job som pedelassistent på en skole og nu som alt for ung må beskikke sit bo og ordne det nødvendige, for at de efterladte kan fortsætte 'My Life Without Me'. På sin huskeseddel skriver hun bl.a.: indtale hilsener på bånd til de to små døtres mange kommende fødselsdage; få en mand til at forelske sig i hende »for at prøve, hvordan det er« (sin egen, søde og meget drengede mand mødte hun ved den sidste af Nirvanas koncerter); finde en ny kone til manden; sætte sin bitre mor i socialt omløb igen; og besøge den far, der har siddet fængslet uden gæster i ti år. Hun får travlt og blomstrer på en måde, som et vindfældet frugttræ kan gøre det i sin sidste sæson. Ganske vist er døden lige ensom for enhver, men den diskriminerer nu engang efter socialklasse, hvad angår problemløsningerne og deres omstændigheder op til afskeden. Det canadiske arbejder- og håndværkermiljø her er forfriskende fjernt fra Beverly Hills, og Sarah Polley - hvis ydre glimtvis kunne minde om en ung Susan Sarandon, men ikke meget om den modne 'Stepmom' med samme diagnose - spiller den ellers stærkt sentimentalitetstruede rolle med en troværdig og oprigtig alvor, som hun også viste i Egoyans 'The Sweet Hereafter'. Amanda Plummer som hendes kollega og Deborah Harry, bandet Blondies sangerinde, som hendes mor er også gode modvægte mod enhver blødsødenhed. Som manden og elskeren gør hhv. Mark Ruffalo og Scott Speedman fyldest, uden overspil. Filmens producere er brødrene Almodovar, men dens tempererede stemning er fjernt fra kastagnetternes moderne galskab. Den 43-årige spanske instruktør Isabel Coixet undgår både hysteri og sentimentalitet, men trods alle kvaliteter lykkes det hende ikke omvendt at fastholde intensiteten i denne hverdagstragedie. Besynderligt og beklageligt går der lidt skema og opremsning i huskesedlen, det hele passer lidt for godt, og den taktfuldt diskrete afslutning er ikke blot forudsagt, men også forudsigelig i sin skånsomme omskrivning af den død, der altid er så forbandet bogstavelig. Alligevel vil 'My Life Without Me', alene i kraft af den renfærdige tilgang til et smertefuldt alment tema, gribe de fleste og også stimulere kleenex-omsætningen. Men filmen lever bedst i sine dagligdags detaljer og stille stunder - så intense, som om hver af dem var den sidste.