Film, der hylder rockens helte med store fejende kamerabevægelser hen over det ekstatisk henførte publikum, er mildt sagt ingen sjældenhed. Ej heller skildringer af det turbulente turneliv og de dertilhørende udskejelser. Men et intenst portræt af den vanskelige skabelsesproces i pladestudiet og i kunstens miljøer i det hele taget, det hører til sjældenhederne. En sådan film er den unge instruktør Kasper Torstings meget nærgående portræt, i en spillefilms længde, af netop den proces for rockbandet Kashmir. Filmen rammer fra begyndelsen så at sige gruppens sanger og sangskriver Kasper Eistrup lige i hovedet, næsten som endnu et krav, endnu en forventning. Dem oplever Eistrup rigtigt mange af efter Kashmirs enorme succes med albummet 'The Good Life', der i 1999 blev udnævnt til at være et mesterværk i dansk rock, solgte over 100.000 eksemplarer og blev tildelt hele seks priser ved Danish Music Awards. Den slags forpligter, men de største krav om at følge op, kom alligevel fra bandet og Kasper Eistrup selv. For som han siger i filmen, er det svære jo at få skrevet de ærlige sange, dem som afspejler den helt virkelige, rå følelse og som samtidig kan bruges af andre. Sangskriveren fortæller om den dårlige samvittighed over ikke at lave noget. I intense nærbilleder fra Kasper Eistrups lejlighed ser vi, hvordan ingenting ser ud. Stilstanden er så enorm, at det næsten virker som action i højeste gear, da sangeren giver sig til at skrælle en appelsin og tilføjer, at den opgave har en stærk meditativ virkning. I en sjovt set kontrast til Kasper Eistrups krise, hygger de tre bandkammerater sig i gruppens øvelokale og studie med jamsessions, afbrudt af en tur til New York, hvor Mads Tunebjerg fortæller, hvad han kan lide udover at spille elektrisk bas: »at ryge smøger og gå i cowboytøj«. Så ubekymret kan livet også være midt i en kreativ krise. Netop samspillet mellem Mads Tunebjerg og Kasper Eistrup bliver filmens næste omdrejningspunkt, da kameraet følger et skænderi mellem de to i studiet om bassistens spil på den sang, sangeren endelig har fået skrevet. Her udstilles det banale, det pinlige, det hudløst besværlige i samarbejdet mellem gamle venner og man røres af dette kig ind i den mest private del af kunstnernes værksted. Og den gode vilje til at ramme samarbejdet og komme videre i fællesskab, som også får Kasper Eistrup til at ånde lettet op, da han ikke klarer optagelsesprøven til et drømmejob som guitarist i idolet, Roger Waters omrejsende Pink Floyd-revival. Så kan Eistrup nemlig komme hjem til drengene i Danmark og arbejde videre. Her er der kommet hul igennem og sangene nærmest fosser ud af væggene i øvelokalet og ind på bånd. Begejstringen fra pladeselskabets udsendte er overvældende, men alligevel bliver Kasper Eistrup ved at presse sig selv og bandet. En sang skal indspilles i en ny version, selv om de tre kammerater er tilfredse med resultatet. Igen får ansigstudtrykkene lov at stå rent i kameraet og fortælle os historien om den svære proces for de fire musikere, der heldigvis for filmen er gode karakterer på lærredet. Det er også en af grundene til, at 'Rocket Brothers' er en meget bemærkelsesværdig og seværdig dansk rockfilm. Derfor er 'Rocket Brothers' også en meget bevægende rockfilm, selv om den næsten er klinisk renset for de sædvanlige sus fra de store scener og tilbedelsen. De kommer først, da Kashmir endelig har ramt forløsningen efter megen tvivl og usikkerhed under mixningen af det, der blev til albummet 'Zitilities' hos produceren John Cornfield. Et album, som ikke ganske kunne leve op til - tør vi skrive det? - forventningerne efter den meget lange ventetid. Men de sange, som filmen klogt fokuserer på 'The Aftermath', 'Surfing The Warm Industry' og 'Rocket Brothers', er til gengæld fænomenale og giver lyst til meget mere musik. Også på den måde opfylder Kasper Torstings fine film altså sin mission. Men først og sidst er filmen et fint set portræt af den svære skabelse og den angst for at præstere, som rammer flere. Også folk, der ikke er kunstnere, men måske har lige så store ambitioner og et lige så stort forventningspres på sig som Kashmir. Derfor er 'Rocket Brothers' både terapi og trøst - man kan, hvis man tør blotte sig, være ærlig og søge samarbejdet. Det er budskaber, der lige som filmens portræt, er tæt på det banale. Men det er som bekendt ofte deromkring, man skal finde sandheden.