I disse ISS-tider kan man jo blive helt nostalgisk varm om hjertet, når man præsenteres for en fortælling om en bande uvorne ungers opgør med en tyrannisk vicevært. Kradser man lidt i overfladen af graffiti, skateboard, gameboy og 'totalt i orden'-sprog finder man da også en anakronistisk børnefilm, som vor mor (eller måske snarere mormor) lavede den. Hvilket måske ikke er så mærkeligt, når man tager i betragtning, hvor mange lighedspunkter især anden halvdel af Søren Danielsens manuskript har med Astrid og Bjarne Henning-Jensens 'De pokkers unger' fra 1947. Producenten Nina Crone har tidligere stået bag børnefilm som 'Busters verden' og 'Det skaldede spøgelse' og 'Nonnebørn'. 'Møgunger' er imidlertid en børnefilm af en helt anderledes uambitiøs aftapning end disse. En helt igennem harmløs historie, men den slags kan der da også godt være brug for. 'Møgunger' er lige så lårtyk en kliché som den djærve uskyld i Regner Grastens 'Krumme'-film. Grastenfilmenes stædige uskyld er imidlertid ikke sådan lige at efterabe, og 'Møgunger's force - og tilsvarende kommercielle begrænsning? - er da også snarere, at den ikke griber til det glade begreb familiefilm, men rent faktisk tør være en børnefilm, der henvender sig til børn. Selv om hovedpersonen er 12 år, skal man næppe være meget mere end ti år for at føle sig for gammel til dette drama om en skummel vicevært. Giacomo Campeotto debuterer som instruktør med en film præget af en respektabel og fordringsløs professionalisme. Uden overflødige svinkeærinder er 'Møgunger' udmærket fortalt i børnehøjden med sine gennemgående velfungerende børneskuespillere. Dirk Brüel har med fine billeder givet sit bidrag til de smås filmopdragelse, og voksenrollerne er effektfuldt castet. Jesper Christensen er den lede vicevært J.B., men ligesom initialerne dækker over en lille hverdagstragedie (selvfølgelig må man blive hærdet og hæmmet, hvis man er døbt Jokum Bæhmann!), så sørger Christensen i sin præstation omhyggeligt for ikke at miste taget i mennesket bag den edderspændt rasende arketype. Paw Henriksen er en rigtig bisse, mens det skulle gå mærkeligt til, hvis ikke Kirsten Lehfeldts aparte karate vil fremkalde den ønskede latter. Vigtigst er Bjarne Henriksen, der spiller den nye vicevært Hansen. Figuren, som uden store armbevægelser sætter spørgsmålstegn ved George og de andre børns sort-hvide verdensbillede. Et godmodigt lille skub af en udviklingshistorie i en rimelig vellykket opdatering af en anakronistisk børnefilmskabelon.