Mennesket er en forunderlig skabning. Vor tilvænningsevne synes f.eks. uden grænser: Har man først lært at se et medmenneske indtage øl blandet med sperma ('American Pie', 1999) eller labbe urin i sig i den tro, at det er champagne ('American Pie 2', 2001), giver det næsten heller ingen brækfornemmelser at se en skuespiller prøve at konversere og samtidig beholde en hundelort i munden uden at synke! Nå, om smagen kan der som bekendt ikke diskuteres, og der er jo penge i lortet, sikkert også i denne tredje ombæring af 'American Pie', eller rettere: wedding cake. High school-kæresterne Jim Levenstein (Jason Biggs) og Michelle Flaherty (Alyson Hannigan), førsteårsstuderende i 2'eren, er nemlig nu tæt nok på afgangseksamen til at gifte sig. Først truer dog en anden slags afgang i åbningsscenen, hvor Michelle spiller solofløjte på Jim under bordet i restauranten, mens hans far (Eugene Levy) overbringer ham forlovelsesringen. Fløjtetonen er slået an, pinagtighederne kan rulles ud: Jim og klikens klassekammerat og yndlingsaversion, Steve 'Stiffler' (Sean William Scott), overraskes i omklamring med to hunde; samme Steverik danser dirty på bøssebar; svigerforældre møder polterabend-indkaldte strippere; bryllupskage overdrysses ved et uheld med Jims afbarberede kønsbehåring etc. På klimaksets sted i dramaturg-opskriften er placeret et samleje mellem Stiffler og Jims kørestolsbedstemor, som han i mørket antager for Michelles appetitlige lillesøster Cadence (January Jones). Hun erstatter her de tidligere high school-babes, hvorimod vennerne Finch og Kevin (Eddie Kaye Thomas og Thomas Ian Nicholas) stiller op for tredje gang, for Finchs vedkommende også med Stifflers barmsvære mor. Scott (sidst set som amerikansk lommetyv i buddhistlære i 'Bullet proof monk') er egentlig ikke ueffen som denne udpinte, homofobe og aldersfascistiske farcemaskines indædt viderværdige skurk og dynamo, med kvikke skift fra udstødt fårethed til grotesk liderlige grimasser. Men provokationens uskyld fra 1'eren er pist væk, summen af grin efterhånden så langt under denne tredje instruktørs alt for tydeligt kalkulerede forventninger (jo, Jesse Dylan er søn af Bob), at man under serien en nådig død. Nu. Men tvivler, for nye årgange af betalingsdygtig pubertetsungdom kommer jo stadig til, med formodet nybagt scatologisk humor, altså afføring som pirringsmiddel for kønsorganer og smilebånd. Mennesket er en forunderlig skabning. Laverestående pattedyr, velsagtens.