Filmen har knap nok et plot. Alligevel, eller måske netop derfor, sker der hele tiden noget. Det er, som om der simpelthen ikke er plads til en handling, når man skal have overstået både biljagt på biljagt og få aflivet nogle fæle skurke og biljagter i løbet af 147 minutter. Det er egentlig en forbløffende tryllekunst, instruktøren Michael Bay præsterer. Nemlig at forvandle nul og niks til to og en halv time toptunet pjanket action. Action-mastodonten Jerry Bruckheimer står atter bag en hovedløs knallert af de større og vil efter 'Bad Boys II' endnu en gang kunne sutte storgrinende på cigaren hele vejen til banken. Den første 'Bad Boys' kom i 1995. Den gav debut til Michael Bay og gav Will Smith sit egentlige gennembrud. Smith med de glatte manerer og de mange talenter er efter 'Independence Day' og ikke mindst 'Men in Black' blevet en af de dyre drenge i den lette ende. Også komikeren Martin Lawrence, hans makker i 'Bad Boys', er avanceret, om end i mere ujævn kadence. I 1995 var 'Bad Boys' grønskollingernes triumf. I 2003 er det de dyrt betalte superstjerners sammenrend. Men det spiller nu ingen trille. Her tæller kun søm i bund og vits i mund. Den komiske modstilling af den popsmarte Mike Lowrey (Smith) og den opskræppende klodsmajor Marcus Burnett (Lawrence) er, hvad der bærer projektet. De to gamle politimakkere er på kollisionskurs. Efter mange kontroverser er den lavstammede koleriker Marcus blevet så træt af sin smarte makker Mike, at han har besluttet sig for at blive forflyttet, når den aktuelle sag er overstået. Hvilket den selvfølgelig ikke sådan uden videre bliver. Tingene kompliceres af Marcus' søster Syd. Marcus er lige så meget familiemenneske, som Mike er damernes ven. Men nu er Mike brændt varm på Syd. Hun er FBI-agent og pudsigt nok ligesom Mike og Marcus ude på at få skovlen under den temmelig ubehagelige narkobaron Johnny Tapia. Den skærpede kystbevogtning efter 9.11 har gjort det svært for Tapia at få stakaterne ud af Miami og fragtet hjem til Castros narkoparadis (?!) Cuba. Mest for at få tiden til at gå bliver også russiske mafiosi, rastafarirøvere fra Haiti og Cubas kommunisthær indblandet. Hvem der knalder hvem, hvorfor og hvornår har i virkeligheden ikke den ringeste betydning, så længe det bare går over stok og sten. I en grad, så man faktisk synes, der bliver lovlig lidt tid til de slemme drenges morsomme mundhuggerier. Sådan kan det gå, når man kun har sølle 147 minutter til rådighed.