Solen balancerer gul som en bævende æggeblomme på den sorte lavas horisontlinje. Flyet lægger an til landing i Keflavik. Om bord i flyet er en barket fremmed spillet af Keith Carradine. En ny film af den islandske instruktør Fridrik Thor Fridriksson er begyndt og begyndt med stil. Som igangsætter og forbillede har Fridriksson nærmest ene mand halet den islandske filmindustri ind i nutiden. Som instruktør af film som 'Movie Days' og 'Cold Fever' er Fridriksson en del af det skæve internationale åndsfællesskab bestående af folk som finske Aki Kaurismäki, amerikanske Jim Jarmusch og en overgang danske Wikke & Rasmussen. 'Falcons' er i så henseende en typisk film. En roadmovie med outsiderens frihed som tema og et karismatisk alternativt ikon i hovedrollen. I dette tilfælde Keith Carradine, der spiller spjældfuglen Simon, der efter 30 år i USA vender hjem til Island. Her venter både de sædvanlige problemer med politi og myndigheder og også en uventet mulighed for forløsning, da den ensomme møder den unge kunstnerinde Dua og hendes falk. Fridriksson skildrer humoristisk Simons møde med fiffige og nederdrægtige småfolk i den islandske provins. Men som 'Falcons' viser, er der tale om et tonefald, der let bliver hængende i noget lovlig 1980'er-agtigt. Så længe filmen foregår i Island, hvor landskabet fylder øjet, uanset hvad der sker, er 'Falcons' et hyggeligt bekendtskab, der vil tilfredsstille denne off beat-genres trofaste tilhængere. Men en konflikt med politiet tvinger Simon og den viltre kunstnerinde til at flygte om bord på en polsk trawler. Hovedpersonerne kommer tørskoet til Tyskland, men filmen synker til bunds, i samme øjeblik den forlader Island. De overraskende ubehjælpsomme klichéer i manuskriptet om en falk og to frie fugle skrevet af Fridriksson og den berømmede forfatter Einar Kárason kommer til at træde ubarmhjertigt frem i Herbertstrasses harske lys.