Oh, disse læber. Blødt buede og brede nok til at sluge alle de kontinenter, de farer hen over som et alt for flygtigt kindkys. Asien, Europa, Afrika - hele verden er Lara Crofts legeplads. Men hvorfor smiler de så sjældent og kun så anstrengt, disse store læber i ansigtet på prinsesse Trutmund? Måske fordi det er svært at smile, hvis man har stivet mundens blide murværk af med silikone? Eller måske snarere fordi der stort set ikke er nogen humor i manuskriptet til film nummer to med den moderne actionheltinde fra computerspillet af samme navn? Mest sandsynligt dog fordi det hele er så fordømt trist. Ikke mindst, at man bruger en så glimrende skuespiller som Angelina Jolie i hovedrollen uden antydning af raffinement i en film uden bare den mindste glans. Men den Jolie, der gjorde det så fremragende i eksempelvis 'Girl Interrupted', er naturligvis ikke blevet tvunget ind i de snævre våddragter og pyntelige badeantræk, hun så fængslende fylder ud her. Skurken er gode gamle Mammon. Også for filmens bioterrorister anført af den giftigt ondskabsfulde Jonathan Reiss (Ciarán Hinds), som ved hjælp af en lysende kugle vil finde frem til selve Pandoras Æske, hvorfra man kan slippe helvede løs på jord og vinde kontrollen over de få overlevende. Han må stoppes, og da både James Bond, Batman, Superman og Indiana Jones åbenbart er faldet på kønskvoteringens alter, må Lara Croft springe til, så verden kan reddes. Undervejs kvajer hun sig godt og grundigt, hvilket naturligvis tjener som undskyldning for atter at få hende puttet ind i den stramme dragt og for at introducere hendes skotske redningsmand, ekselskeren Terry Sheridan (Gerard Butler). Handlingen er lige så tynd som stoffet i Lars Crofts tøj og lige så langstrakt som heltindens ben. Samt selv sagt uden for enhver sammenhæng med virkeligheden. Et af de milde eksempler er, at Lara gennembanker en gigantisk haj ud for den græske ø Santorini. Det kunne - sammen med den umanerligt stereotype persontegning - tilgives, hvis der bare var lidt humor i filmen. Det er der ikke, så efter to timer i selskab med Lara Croft hænger kæben helt nede på gulvet af kedsomhed. Trutmund eller ej.