'Sweet Sixteen' er den fjerde film, Ken Loach har lavet sammen med manuskriptforfatteren Paul Laverty. Parret stod bl.a. bag den mesterlige 'My Name is Joe'. Et værk som 'Sweet Sixteen', også hvad angår kvalitet, har meget tilfælles med. Begge film udspiller sig på bunden af det skotske samfund. Unge mennesker fanget mellem misbrug og kriminalitet spiller en central rolle. Hovedpersonen Liam ligner på mange måder en teenageprototype af Joe fra 'My Name is Joe'. Til overflod får den unge amatør Martin Compston en debut, der giver løfter om et Peter Mullan'sk format. Som instruktør af uprøvede skuespillerkræfter er Ken Loach stadig enestående. Også Martin Comptons Liam lever så helt og aldeles overbevisende, fordi både han selv og instruktøren forstår, hvad han spiller. Og ikke mindst, hvad der er på spil for Liam. 'Sweet Sixteen' er en dødelig ironisk titel. Der er ikke noget som helst sødt ved at være 16 i 'Sweet Sixteen'. Tværtimod er 16 år skæringsdatoen, fra hvilken unge lømler kan betragtes som strafbare kriminelle. Det er her, man bliver voksen, og det er, hvad fortællingen om den knap 16-årige Liam handler om. Den socialt determinerede skæbne ligger vanen tro knugende over en film af Ken Loach, men endnu en gang demonstrerer han sin evne til at fortælle med en energi og en indlevelsesevne, som gør skæbnefortællingen trodsig og vital på trods af de sociale jernlove. Liam og Pinball er to unge knaldhætter, der er vant til at bevæge sig på kanten af loven og lidt til. De pjækker, sælger smuglercigaretter, kører i stjålne biler. Liams stedfar, Stan, pusher hårde stoffer. Liams mor, Jean, er narkoman og i spjældet. Via Jean sælger Stan stoffer i fængslet, indtil Liam stikker en kæp i hjulet. Uanset omkostningerne vil Liam redde sin mor. Han udklækker en plan, der skal løfte Jean ud af hængedyndet. Planen er snedig. Så snedig er den, og så dristigt fører han den ud i livet, at han får imponeret det kriminelle miljøs seriøse aktører. I stedet for at blive nakket, stiger Liam i graderne som Gangsterens Lærling, mens den lige så dumme som dristige Pinball ser til. Men på ét punkt er Liams plan ikke tilstrækkelig snedig. Han handler som en voksen, men bag den seje overflade er han et barn, der drømmer et barns drømme om at leve i de voksnes verden. Filmen starter med en scene, hvor nogle hip hop-knægte betaler for at få lov til at kigge i Liams stjernekikkert. De suger til sig af lys, af viden, af bevidstheden om, at der findes noget andet derude. Fjernt fra det sted, hvor alle veje synes at føre til en junkielejlighed. Ken Loach kan den slags. Vise sådan en scene, uden at stjernerne og drømmerne virker påklistrede på firmamentet. Vise hvordan og hvorfor et menneske handler, i frivillighed og tvang, uden at de sociale mekanismer gør det enkelte menneske til noget mindre end unikt. Der var engang, hvor en ny film af Ken Loach var uomgængelig. Sådan er det stadigvæk.