Hvis der er én, der stædigt minder os om, at klassesamfundet langtfra er dødt, er det Ken Loach, den stolteste og stærkeste forkæmper for den britiske socialrealisme.
Især kendt for sine barske politiske film som ’Sweet Sixteen’, ’My name is Joe’ og Cannesvinderen ’Vinden der rystede kornet’, men også manden bag mildere stemte film som den optimistiske komedie ’Looking for Eric’ med Eric Cantona i rollen som sig selv.
LÆS ANMELDELSE Fransk fodboldbisse er usædvanligt rørende
Hans nyeste film, ’The Angels’ Share’, tilhører sidstnævnte kategori med sin lunt humoristiske fortælling om en gruppe kriminelle, der danner et fællesskab, da de bliver idømt samfundstjeneste sammen.
Bag filmens munterhed ligger der dog en fortælling, der lige så vel kunne have været fortalt i mol med en ulykkelig slutning som den version, Loach har valgt, hvor hovedpersonen Robbie får den altafgørende ekstra chance i livet.
Men Loach og hans faste og i øvrigt skotske manuskriptforfatter Paul Laverty trængte til at tro på optimismen, fortæller instruktøren over telefonen fra sit kontor i London.
Forbrydelse uden ofre
»Vi havde længe haft lyst til at lave en film om de mange unge, der hverken har arbejde eller fremtidsudsigter, men vi kunne ikke bestemme os for hvordan, fordi vi havde ikke lyst til at lave en trist film om en trist situation«.
Løsningen til filmen kom, da Paul Laverty fik ideen til at dryppe lidt whisky i bægeret.
Robbies skæbne i filmen vender nemlig, da han møder den venlige socialarbejder Harry, der beslutter sig for at give de tvangsaktiverede småkriminelle fri for at introducere dem til whiskyens verden. Det viser sig, at Robbie har en veludviklet smagssans, og snart hører han om en auktion over verdens dyreste whisky og øjner en mulighed for hurtige penge.
»Pauls idé var at lade Robbie begå en forbrydelse uden andre ofre end de latterligt rige mennesker, der er villige til at betale en million dollar for en tønde whisky«, siger Loach med mere end en snert af social indignation i stemmen.
Forinden havde Loach instrueret den politiske og desillusionerede ’Route Irish’ (2010), og han trængte med egne ord til noget mere muntert.
LÆS ANMELDELSE
Kras film viser Irakkrigens glemte ofre»Vi syntes, det var tid til en film, der smilede. Og så gav det i øvrigt næsten sig selv, for de unge i filmen var skægge at være omkring, de var opfindsomme og morsomme – humoren er en del af dem, og de gjorde simpelthen filmen sjov«, siger Loach, der dog understreger, at filmen i hans øjne ganske vist er en komedie, men aldrig slipper sit mere alvorlige politiske budskab af syne. For »en god film gør begge dele«.
Komedie med alvor bag
Det helt oplagte spørgsmål at stille er, om komedien ikke risikerer at blive en maskerade, der sminker eller helt skjuler det faktum, at der i virkelighedens verden ikke er helt så meget at grine ad for mennesker som Robbie.
»Det kunne den godt blive, det ser man jo tit«, knirker Loach, »men den fejl håber jeg ikke, vi begår. I filmens begyndelse hører vi jo om personernes tragiske forbrydelser, og vi gjorde os umage for ikke at sentimentalisere forbrydelserne, for de er meget alvorlige. Robbie er også flere gange ved at havne i voldelig kriminalitet igen. Han er hele tiden tæt på volden og vil sandsynligvis være det resten af sit liv«.
Det er ikke let at få Loach til at tale om genrer, for det interesserer ham ikke en døjt.
Han påstår, at han ikke skænker genrevalg en tanke, når han begynder på en ny film. Han lader i stedet filmens tone styre af sit eget humør og af fortællingens råmateriale: »Jeg er drevet af fortællingen, og jeg forsøger at være tro mod den«.
LÆS ANMELDELSE
Ikke desto mindre er hans navn for de fleste af os uløseligt knyttet til genren socialrealisme, uanset hvad den snart 77-årige instruktør siger til det.
»Det lyder bare lidt trist, gør det ikke? Man siger jo ikke »lad os gå ind og se en socialrealistisk film i aften«, når man skal i biografen, gør man vel? For mig er genren et mærkat, der ikke gør filmen nogen tjeneste«.
Turisternes Skotland
’The Angels’ Share’ er nu heller ikke så let at genredefinere, idet den både har elementer af klassisk socialrealisme, komedie og kupfilm.
Mens Loach i filmens begyndelse understreger det tragiske i Robbies situation, letter stemningen, da han møder Albert, Mo og Rhino, og især slår Loach og Laverty gækken løs, da de lader gruppen udtænke alle tiders vanvittige plan for at stjæle et par flasker fra tønden med den afsindig kostbare whisky.
De fire arbejdsløse Glaswegians ifører sig kilt og rejser fra Glasgow til det nordlige Skotland, hvor de udgiver sig for at være whiskyturister.
Først da de møder en gruppe franske turister, finder Rhino ud af, at han har sin kilt omvendt på, og imens ømmer Albert sig over mavepungen, der slår mod hans ædlere dele, og udbryder: »Hvad i alverden er det?«, da de får øje på Edinburgh Castle, en af Skotlands mest berømte seværdigheder, som enhver skotte burde genkende.
Med andre ord understreger filmen, at der er en afgrund mellem billedet af Skotland som et land med rige traditioner, sækkepiber, kilt og whisky og den almindelige arbejderklasseskotte, der for manges vedkommende aldrig drikker whisky og ikke nødvendigvis identificerer sig med Skotlands romantiske turistimage.
»Landskabet er spektakulært, men kiltene og den dyre whisky er i høj grad en konstruktion, turisterne holder liv i, og det ville vi gerne stikke til og grine ad«, siger Loach. »Turistversionen af Skotland er et falsum, og Skotland er meget mere end de idylliske billeder, man ser på shortbread-æskerne«.
Sympati for de svageste
Komedien får ikke for lidt med Proclaimers-sangen ’I’m Gonna Be (500 Miles)’ og Olsen-banden-lignende tumpethed, men Loach glemmer aldrig alvoren hos sine personer, der virker skræddersyet til deres roller – eller omvendt.
Alle fire hovedroller er besat af amatører, som Ken Loach og Paul Laverty fandt gennem flere måneders casting. Det er ganske vist en krævende proces ifølge Loach, men på den anden side utrolig givtigt, når man så pludselig finder den helt rette.
»Hvis man finder de rigtige, er der ingen ulemper overhovedet ved at arbejde med amatører«, siger Loach, »og nu for eksempel Paul Bannigan, der spiller Robbie – han er sandfærdig, han er nøjagtig, som man ser ham. Og så er der den fordel ved ham og de andre: de behøver ikke at lade, som om de ved, hvad det vil sige at være fattig; de ved det«.
Hverken når man ser filmen, eller når man taler med Loach, er man et øjeblik i tvivl om, at hans sympati ligger hos samfundets svageste, folk, der som Robbie selv er dømt uduelige af samfundet, men som retter ryggen, da et menneske for en sjælden gangs skyld håber og forventer noget af dem.
Alle fortjener en ekstra chance, og for Robbie ligner det et vendepunkt, da hans kæreste, Leonie (Siobhan Reilly) føder ham en søn og kræver, at den tidligere ballademager nu helt og aldeles holder sig fra volden. »Man får kun én chance med et barn«, siger hun til ham.
Whisky-metafor
Da jeg spørger Loach om hans syn på fremtiden for nutidens unge, er han i første omgang alvorlig og dybt tungsindig.
»Med de skrantende økonomier, den massive ungdomsarbejdsløshed og klimaproblemerne er der grund til at være meget pessimistisk«, siger han dystert, men lyser lidt op, da talen falder på de unges overlevelsesvilje.
»Jeg ser et stærkt potentiale i ungdommen«, siger han, men understreger, at det kræver, at samfundene verden over giver plads og tør tro på de unge.
LÆS OGSÅ Ken Loach provokerer med film om moderne slavehandel
Er det mon den underliggende metaforik bag filmens poetiske titel, som helt konkret henviser til de cirka 2 pct. af whiskyen, der fordamper inde i tønden, og som man kalder for ’englenes andel’ – at der skal sikres lidt plads til de svære unge, de uhåndgribelige, der ikke tæller i samfundets øjne?
»Det er jo et virkeligt whiskyudtryk, det er ikke noget, jeg selv har fundet på. Men det er passende til filmen, for spørgsmålet er selvfølgelig: Hvem er englene, og hvad er deres andel i herlighederne?«.
fortsæt med at læse
