Hver for sig kan vi måske ikke ændre verden til et meget bedre sted for alle, men hvad med det modsatte: Kan vi bare lægge medansvaret for hinandens liv fra os med det trætte mundheld om, at ’det er en fri verden’?
I betydningen: Hvad rager det mig, hvis andre ’vælger’ et lorteliv eller bukker under? Er vi så ikke med til aktivt at gøre verden til et endnu værre sted – for de andre?
Så simpelt er vel egentlig det dilemma, Ken Loach rejser med en titel, som i sin letbitre ironi er det eneste agitatoriske ved hans ny, indtrængende og underholdende, filmisk lidt ujævne men globalpolitisk brandvarme film.
Overraskende nutidsrealisme
Efter den historiske film om Irland i 1920’erne, ’Vinden som ryster kornet’, guldpalmevinder i 2006, er Loach stærkt tilbage i social nutidsrealisme, en rask og rå historie om moderne slavehandel: østeuropæiske og mellemøstlige fremmedarbejdere i London, mange illegale, tvunget ud i ’valget’ mellem daglejerarbejde på slavevilkår – eller udvisning.
Men i stedet for det indlysende – at skildre elendigheden fra ’ofrenes’ synsvinkel – vælger Loach det oplysende:
Enlig mors kamp
Filmen følger den unge, enlige mor Angie, der i sin egen kamp for handlefrihed og udkomme for sig selv og syv-otte-årige Jamie bliver ’arbejdsformidler’ for disse daglejere.
Inkompetence, bureaukrati og sexchikane har fordrevet den energiske 31-årige fra et lignende, lønnet job med at hverve udenlandsk arbejdskraft, og nu vil hun styre selv.
Sammen med veninden Rose åbner hun over night et ’bureau’ hjemme i London-pubbens baggård, hvor de arbejdssøgende så – som var det Pelle Erobreren og Lassefar på havnen i Rønne hundrede år før – hver morgen fordeles i lukkede varevogne og køres ud til ufaglært arbejde – uden flere spørgsmål eller papirer end højst nødvendigt.
Arbejdsgiverne besøger hun på motorcykel i et sæt dertil svarende lædertøj, vulgært, men velsiddende! En god bagdel kan give fordele, ved hun jo.
Endelig er hun sit eget livs direktør, og vi under hende lidt hygge med Karol, en ung polak i sjakket, men lugter det lidt af omvendt sexudnyttelse?
Udnytteren udnyttes
Nå, pyt – staklerne er jo henrykte for hendes foretagsomhed: Privat initiativ er godt! Indtil hun selv bliver udnyttet, snydt og bedraget af lidt mere initiativrige konkursryttere og står tilbage uden løn til slaverne.
De truer med oprør – hvorpå hun som lusen mellem neglene træffer nogle mere bjergsomme end skønsomme valg, taktisk og etisk skrupforkerte. Og er ved at ende i et regulært mareridt!
Dygtige debutanter
Filmdebuterende Kierston Wiering er overvældende god som Angie, usleben og næsten ukuelig i medgang og modgang.
En fhv. Liverpool-sjakbajs, Colin Caughlin, debuterer også og brænder igennem som hendes fagligt bevidste far, stærkt misbilligende over for hendes tolkning af det globale arbejdsmarkeds junglelov.
Loach har tag om amatører i rollerne, og også 12-årige Joe Siffleet debuterer glimrende som Jamie.
Kameraarbejdet er uforsagt og scenografien upyntet indtil det frastødende.
Provokerende og frisk
Loachs faste manusmand, Paul Laverty, må have brændt efter at fortælle mere om slavearbejderne, og provokerende er det, at når vi venter at få konflikten foldet ud i socialt panorama, spidser den i stedet livsfarligt til med maske på omkring en halvmørk stue!
Ujævn og uforudsigelig – ligesom hverdagen.
Diskussionen om frihed og medansvar, lige så gammel som Adam Smith eller Karl Marx, gør Loach frisk og ny ved hans valg af synsvinkel:
Vi identificerer os med Angie i en overlevelseskamp, der ikke udvikler hende til noget smukkere menneske – og hendes skam bliver vores egen!
Et egnet udflugtsmål for tænketanken CEPOS, med indledning ved vores globalt og kunstnerisk interesserede minimalstatsminister.
fortsæt med at læse
