Der er mange måder, et liv kan gå i stumper og stykker på.
11-årige Skunk (Eloise Laurence) er trods sin unge alder allerede vidende om lidt for mange af dem.
Hun bor alene med sin far (Tim Roth) og storebror, efter at deres mor har forladt dem, på en meget metaforisk blind vej i en nordlig forstad til London.
I nabohuset til den ene side kæmper den småborgerlige hr. Buckley og hans alkoholiserede hustru med at forstå deres venlige, men stadig mere sære og indadvendte søn, Rick, og ved siden af bor arbejderen og enkemanden Bob Oswald (Rory Kinnear), hvis kærlighed og beskyttertrang over for sine tre hårdkogte pubertetsdøtre kan måles i det antal tæsk, han uddeler til alle, der nærmer sig hans piger.
LÆS OGSÅ Tungsindig socialrealist løste sine problemer med lidt whisky
I filmens første scene er Skunk vidne til, at Rick får tæv af Oswald, som tror, den unge udviklingshæmmede fyr har voldtaget en af hans døtre.
Det bliver begyndelsen på en lavine af vold, løgne og misforståelser, der får alle tre familier til at gå itu.
Sans for at skildre verden
’Stumper og stykker’ er Rufus Norris’ spillefilmsdebut, og den åbnede Semaine de la Critique i Cannes i 2012.
Førhen lavede Norris teater, og man mærker hans dramatiske ballast i filmens let teatralske tone og det stærke ensemblespil.
Eloise Laurence er et fund til hovedrollen som den følsomme Skunk, der ud over at være vidne til alverdens barskhed også har ansvaret for dagligt at måle sit blodsukker, da hun har type 1-diabetes, og tilmed er hun hemmeligt forelsket i sin barnepiges kæreste, Mike (den imponerende alsidige Cillian Murphy), som også er hendes engelsklærer i skolen.
Kritik ’This is England’-instruktør laver munter socialrealismeNorris har sans for at skildre verden, som den ser ud gennem den ensomme piges sarte blik, og scenerne mellem Skunk, barnepigen Kasia (Zana Marjanovic) og Mike er rørende og velspillede, ligesom Tim Roth er helt perfekt i rollen som den fraværende, men velmenende far.
Storebroderen derimod vandrer ind og ud af filmen som et spøgelse, og spørgsmålet er, om ikke filmen havde stået stærkere uden hans delvise tilstedeværelse.
Samfundsdiagnosen flopper
Filmens største svaghed er dog Norris’ ønske om at bruge filmens fortælling som metafor for en mere generel samfundsdiagnose.
Noget er ’broken’ i tilstanden England, og familierne i de tre rækkehuse bliver hos Norris til et lidt for indlysende mikrokosmos af det engelske klassesamfund med de sociale problemer, der knytter sig til de forskellige samfundslag.
Skunks blodsukkerniveau er filmens indikator, og da hun ryger ud af sin vanlige balance, ved man, hvor det bærer hen.
LÆS OGSÅ Engelsk instruktør: »Målet er vel at føle sand rædsel«
Hensigten er fin, men også lidt for tydelig, og det tynger filmen.
Det er et barskt og i første omgang temmelig trøstesløst billede, Norris tegner af sit hjemland, men der er samtidig en drømmende poesi og legesyge i filmens billedside, et kreativt overskud og en forsigtig optimisme at spore i det faktum, at vores liv på godt og ondt rører ved hinanden, og at vores handlinger rent faktisk har konsekvenser ikke bare for os selv, men for andre.
Også selv om noget må knuses for at kunne samles igen.
fortsæt med at læse
