Sommeren giver biografchancer for skæve film såsom independent-produktioner uden blockbusterchancer, men med kvaliteter, der alligevel via mund til mund kan sikre dem et publikum.
Til den slags film kan man som anmelder savne en ’karakter’ mellem fire og fem hjerter for kvaliteter så sjældne, at de gør andre, lidt tynde eller endimensionale, træk underordnede.
I ’The Way, Way Back’ er afsættet for eksempel ikke just ukendt: 14-årig, selvusikker og lidt indadvendt dreng skal på ferie med sin mor og hendes irriterende nye kæreste med hoven datter – hvordan mon det går?
Det ekstra bagsæde
Men derfra udvikler filmen et sjældent, pinagtigt præcist signalement af tilstanden i pubertetens puppe – og en vej ud af den.
Titlens gentagelse er ikke en tyrkfjel, men refererer til det ubekvemme og omvendte ’ekstra bagsæde’ i visse ældre stationcar-modellers bagagerum.
Britisk debutfilm taber højde når den skal agere samfundsmetaforDér sidder Duncan og ser mut opgivende på den vej hjem, som forsvinder bag ham under turen ud mod kysten.
Mens damerne sover, giver den måske kommende papfar – ved rattet, i enhver forstand – ham lige en velment opsang i bakspejlet: Drengens modstræbende placering af sig selv som en 6'er på en skala fra 1 til 10 bliver korrigeret til en 3'er. God ferie, min dreng!
Voksendruk i klitten
Narren ved rattet (præcis så selvoppustelig, stramrøvet og aggressivt kæk, som netop Steve Carell kan virke) og moren, der forsøger at holde kontakt med Duncan, men også søger selvtillid efter skilsmissen (suverænt diskret og intenst spil af Toni Collette), kvajer sig med deres jævnaldrende naboer, som om de selv var teenagere:
Nu skal der grilles og flirtes og drikkes igennem mellem de tætliggende huse i klitten! Allison Janney (pressesekretæren i tv-serien ’Præsidentens mænd’) leverer totalt nærvær i en skøn birolle som nabokone.
Alt sammen dødpinligt i Duncans øjne – men øjenåbnende for voksne biografgængere; med stor præcision lader Faxon og Rash den sammenbragte families masker falde under et spil matador en regnvejrsdag i sommerhuset!
Vaughn og Wilson knokler for at skabe komik i Google-komedieSå Duncan fortrækker snart på en lyserød tøsecykel – dén styrer han til gengæld selv! – til et andet sommerparadis: Vandlandet Water Wizz, hvis afslappede leder, Owen (Sam Rockwell), forstår at fise den mest muligt af, nyde øjeblikket – og genoprette Duncans smuldrende selvrespekt så meget, at han tør tale med naboens datter.
Indrøm, at det mønster ikke er verdens mest originale. Men alment nok til at vække genklang hos de fleste, især selvfølgelig folk på alder med Duncan.
Denne genert skulende teenager sjosker i Liam James’ ensomme skikkelse uforglemmeligt fra strandlivets ydmygelser – her er ikke megen komedie, heller ikke for hans mor – til vandlandets genoprejsning, hvor løjerne også hjælpes på vej af Faxon og Rash selv i spøjse biroller.
Den beskidte dans
Skal jeg forklare det sjældne og rørende ved denne film, bliver det ikke ved sammenligning med Dustin Hoffman i ’Fagre voksne verden’, Jamie Bell i ’Billy Elliot’, Kieran Culkin i den oversete ’Igby goes down’ eller andre af filmhistoriens mindeværdige coming-of-age-ungersvende.
Den usnobbede skildring af et ungt menneskes sommeråbenbaring af, at præstationsangst og fisefornem falskhed kan udskiftes med mere folkelig uforstilthed minder mig mest om den purunge Jennifer Greys udstråling på dansegulvet med Patrick Swayze i ’Dirty Dancing’.
LÆS OGSÅ Grotesk film om religiøs underkastelse savner solidaritet
Også en ’skæv’ film, der nok var troskyldig, ja, sentimental pubertetsrealisme; men som nu i et kvart århundrede af gode grunde har klæbet til alverdens tv-kanaler.
fortsæt med at læse
