Ulrich Seidls ’Paradis’-trilogi har undertitlerne ’Kærlighed’, ’Tro’ og ’Håb’.
Altså ikke helt den almindelige kristne rækkefølge, men den knarvorne og alt andet end fromme Seidl fortæller i sine tre film om håbet og troen på, at kærligheden kan realiseres.
I ’Paradis: Kærlighed’ søgte Teresa forgæves kærligheden blandt beach boys på stranden i Afrika.
LÆS OGSÅ Mesterlig film får enhver vesteuropæer til at krumme tæer
I ’Paradis: Tro’ er hovedpersonen hendes søster Anna Maria.
En dame så stram som sin knold i nakken og en kvinde af en helt anden puritansk støbning. Eller sådan ser det ud i begyndelsen.
Bevæbnet med en Jomfru Maria
Røntgensygeplejersken drømmer ikke om bade- og bolleferie med sorte drenge på kridhvide strande.
Sine ferier tilbringer Anna Maria som missionær i hjembyen Wien.
Her tilhører hun en radikal katolsk gruppe, som vil genrejse Østrig som katolsk nation.
Bevæbnet med en Jomfru Maria-figur stemmer hun dørklokker og prøver at omvende såvel de moderne gudløse som indvandrede muslimer til den rette tro. Med ringe held.
Kritik Slavearbejdskraft udstilles i trøstesløs film’Paradis: Tro’ er som film om det religiøse menneske et paradoksalt projekt, al den stund Seidl ikke interesserer sig tilstrækkeligt for religion til at have noget interessant at sige om dén sag.
Også for denne østriger er troen en sublimering af drifter, og er der noget, Seidl kan, så er det at tegne et portræt af et menneske i sine drifters vold.
Hvilket er, hvad Anna Maria på trods af sit smånazistiske rengøringsvanvid og sin demonstrative fromhed er.
Pisket til blods
Hendes forhold til den lidende Kristus på korset er så heftigt, at man her skal være ekspert for at skelne mellem inderlighed og sadomasochisme.
Anna Maria pisker sig til blods, spidder sit kød og går Canossa-gang på køkkengulvets linoleum.
Der er diplomatisk udtrykt et element af erotisk sublimering i hendes underkastelse og hengivelse, når den tilsyneladende gammeljomfru tager krucifikset med under dynen til en omgang friktionsvarm inderlighed.
Filminstruktør: »Meningen er, at tilskueren næsten ikke skal kunne holde det ud til sidst«Så det er noget af en overraskelse, da der pludselig dukker en ægtemand op. Til og med en muselmand i kørestol.
Uden nogen form for ceremoniel introduktion kommer Nabil trillende ind i historien og kræver sin ægteskabelige ret ved bord og i seng.
Det sidste er Anna Maria ikke sådan lige indstillet på, nu hvor hun er gift med Jesus.
Mangler hjerte
Er Nabil en tidligere omvendt? Er Anna flygtet ind i katolicismen efter en gæstevisit som muslim?
At Seidl ikke kommer med svar eller forklaringer, men bare midt i det hele kaster filmen ud i en helt anden grundsituation, er, hvad der får den anden film i trilogien til at leve sit eget aparte liv.
Indimellem med grotesk morsomme scener, man bare ikke kan rive sine øjne væk fra.
LÆS OGSÅ Østrigsk mesterinstruktør i København: Vi har alle en racisme i os
I endnu højere grad end i ’Kærlighed’ skaber han disse unikt Seidlske tableauer.
Anna Marias hjem er som tableau et raritekskabinet tilegnet småborgerligheden, hygiejnen og tilbedelsen af den mere heftige end søde Jesus.
Hvad filmen savner er et hjerte og en solidaritet på størrelse med den, man fik lov til at føle med Teresa på hendes afrikanske sexeventyr.
fortsæt med at læse
