Dobbeltdrama ville være en mere dækkende genrebetegnelse i slaglinjen ovenfor, for her er virkelig en film, der går på to ben – og hver sin vej:
Det ene spor følger den unge ukrainer Olgas forsøg på at kæmpe sig igennem fra udsigtsløst eksistensminimum til et liv i Vesten.
Det andet den unge ufaglærte østriger Pauls forsøg på at skaffe sig et job og ståsted, om det så skal ende med at være i det fattige Ukraine.
Import og eksport
Altså henholdsvis import og eksport af den billigst mulige arbejdskraft – set fra Østrig, hvor instruktør Ulrich Seidl før har lavet bl.a. spillefilmen ’Hundedage’, der fik juryens specialpris i Venedig 2001.
Dens enkeltafsnit om personer uden forbindelse med hinanden dannede et deprimerende billede af skuffede drømme, uhåndterlig sorg og uartikuleret ømhedstrang, tilsammen inddampet til en selvforagtende aggression, der kunne forveksles med en nationalkarakter, hvis ellers alle Seidls landsmænd stemte på Jörg Haider – og ingen danskere på det, der ligner.
Lykken i Ukraine
Den unge gældsplagede Paul får gruppebank af jævnaldrende i det job som sikkerhedsvagt, som hans bodybuilding har sikret ham, så han må i stedet tage til takke med at lade sig kommandere rundt som håndlanger for sin mors fordrukne kæreste.
Med en vognladning spillemaskiner ender de via bl.a. en rovgrisk, hungerplaget sigøjnerghetto på en lige så armodig stripbar i den ukrainske provins – hvor Paul står af for på egen hånd at søge ... lykken?
Sygeplejerske og sex-shows
Krydsklippet hermed bevæger Olga sig den anden vej: Et sygeplejerskejob forlader hun, da hun må supplere den statsnedskårne løn med sex-peepshows for at klare sig.
Med barnet efterladt hos mormoren drager hun til Østrig, ydmyges som au pair-slave og får endelig et rengøringsjob på et hospice, hundset og ildeset af en jaloux sygeplejerske, men i – paradoksalt nok – livfulde scener værdsat af de døende patienter.
Paul og Olga møder aldrig hinanden. De er to virkelighedstro ’skæbner’, som man siger, men uden en digtet ’skæbnes’ velafrundede mønster:
Nærmest dokumentarisk
De ’tilfældige’ udsnit af deres liv kunne være dokumentarisme, ligesom den instruerede, men tilsyneladende dokumentariske ’Hundeliv’.
Seidl havde et ægte dokumentarisk bidrag med i mosaikfilmen ’Nationens tilstand’ (2003), og hans dramaturgi her vil heller ikke fortætte livsforløb kunstigt, men nok stemninger og vilkår for vores fælles liv.
Virkningen er, som det fremgår, et ret trøstesløst billede af kampen for at overleve, når man ikke har andet end sin krop og sine kræfter at sælge.
Her er vilkårene på en måde lige for manden og kvinden, på den ene og den anden side af EU-muren.
Men den er åbenbart nu gennemhullet nok til at sikre slavearbejdskraftens næsten fri bevægelighed.
fortsæt med at læse
