Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Øst for Paradis
Foto: Øst for Paradis

Grænser. Ulrich Seidl er kendt for sine uortodokse instruktionsmetoder.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Filminstruktør: »Meningen er, at tilskueren næsten ikke skal kunne holde det ud til sidst«

Østrigske Ulrich Seidl præsenterer første del af sin trilogi om kvinder på jagt efter kærlighed.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sidder her i den tidlige eftermiddagshede og hader.

Hader, hader, hader og afskyr Ulrich Seidl. I dag er den travleste af alle dage i løbet af festivalen, og manden, der godt nok ikke har ord for at være noget lamseben, sjofler mig fuldstændig.

LÆS OGSÅ

Allerførst skulle jeg vente – uden drinks, uden trøst! – på måske den mest eksklusive tagterrasse overhovedet ved Croisetten, fordi hr. Seidl var »en smule forsinket«.

Faktisk anede ingen, hvor han var. Han var bare forsvundet. Det tog en halv time, før han dukkede op. En halv time med had i Helvede.

Og efter et par minutter rejste han sig fra bordet med ordene »Jeg bliver altså lige nødt til at gå på toilettet« og var væk i yderligere en halv time. Ingen forklaring, ingen undskyldning.

Sparsom ros
Hvis jeg ikke havde elsket ’Paradis: Kærlighed’, som jeg så dagen inden – hvis den ikke havde været min personlige yndling i Palmekonkurrencen i Cannes det år – havde jeg været den, der var skredet. Der må være grænser, det må der.

Margarete Tiesel, der spiller hovedrollen i den nye film, har sagt, at hun ønskede, at han ville bruge guleroden lidt mere, når han instruerer skuespillere: »Og han er ret sparsom med sin ros«.

Der er jo altid en grund til det hele.

Jeg mødte engang tilfældigt Seidls kone på gaden i Cannes, og hun syntes, han var sød nok. Om han blev slået som barn, ved jeg ikke, men mon ikke.

Hans næste film kommer til at handle om – som han diabolsk siger det – »østrigere og deres forhold til kældre«, og for første gang i min halve time med Seidl griner han faktisk. Spontant og hjerteligt som et barn. Det synes han er sjovt!

Man kan ikke afvise, at den løfter sløret for Seidl das Geheimnis, hvad der gemmer sig bag manden. I hans egen kælder.

Higen efter kærlighed
Hvor meget man end personligt kan elske og beundre Seidls film og nu altså ’Paradis: Kærlighed’, kommer man ikke uden om, at han er ubehagelig at skulle forholde sig til, Seidl. Han gør det ikke nemt for nogen.

Filmen, der er nr. 1 i en trilogi, hvoraf de to følgende dele får dansk premiere senere på året, handler om en østrigsk kvinde i 50-års alderen, der tager til Kenya på charterferie og finder ud af, at det er det helt stor slaraffenland for europæiske kvinder i en vis alder med appetit på mørkt kød og sex i strandkanten.

Stranddrengene står i kø, og da hun lige har vænnet sig til at være kommet i den betalende alder, sugar mama'er, kalder de dem lokalt, begynder Teresa selv at tage initiativet, og filmen viser – i langt flere detaljer, end vi måske lige havde appetit på – nøjagtig hvor langt hun går.

Da hendes fødselsdag bliver fejret af et par jævnaldrende kvinder, har de lejet en beach boy til hende som stripper, og de ... ja, man tror, det er løgn, hvad Seidl får dem til at gøre foran kameraet.

»Jeg ville faktisk have lavet én stor film om tre forskellige kvinder – Teresa i ’Paradis: Kærlighed’, som leder efter kærligheden i Kenyas strandkant, en, der tager på lejr for at tabe sig, og en, der går i kloster. Tre kvinder og deres higen efter kærlighed«, siger Ulrich Seidl,

»men det ville resultere i en fem en halv time lang kolos af en film, så vi endte med at rede trådene ud i tre film til en trilogi i stedet for. Det tog halvandet år i klipperummet, før vi var færdige«.

Ingen nåde for publikum
’Paradis: Kærlighed’ er fortalt i en stil, man bedst kan kalde ublinkende. Ikke én gang slår Ulrich Seidl eller hans kameramand øjnene ned, når de filmer det nærmest ufilmelige.

Og man skal ikke tro, at Seidl lige om lidt får medlidenhed med os eller sine skuespillere og klipper til næste scene. Vi ser det, som det sker, og vi er med hvert øjeblik.

Senere på eftermiddagen i Cannes møder jeg Margarete Tiesel, en ubekvem oplevelse, fordi jeg jo lige havde siddet i biografen og var blevet gjort bekendt med hver en hudfold på kvindemennesket.

Det er svært at møde blikket hos nogen, der er en helt fremmed, og som man alligevel har set i totalt afklædt tilstand, såvel fysisk som psykisk.


Det er tydeligt, at du ikke klipper væk fra det, der er grimt at se på, siger jeg til Ulrich Seidl, men hvorfor klipper du så overhovedet, når du klipper?

»Det er en fornemmelse, det er en slags musikalitet. Så længe jeg fornemmer, at det går, bliver jeg ved. Og det kan være længe. Meningen er jo, at tilskueren næsten ikke skal kunne holde det ud til sidst, og det opnår jeg gennem repetition og intensitet. Men den store scene ved Teresas fødselsdag sidst i filmen, da hendes veninder har købt stripperdrengen til hende, er filmet over to aftener. Jeg var ikke så tilfreds med det, vi lavede på førsteaftenen, og vi endte med at klippe resultatet af de to aftener sammen«.

Mere pragmatisk end sortsynet
Den gennemsnitlige instruktør ville fortælle mig, at løsenet her er tillid. At når først man har genopbygget et tillidsforhold til skuespillerne, giver resten sig selv. Men ikke Ulrich Seidl.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det gik hurtigt op for mig, at tillid slet ikke var muligt mellem os hvide fra Vesten og så de sorte kenyanere«, siger han.

»De eneste professionelle skuespillere i filmen er de tre østrigske kvinder, alle de andre er lokale kenyanere, og i filmen spiller de dem, de også er i virkeligheden. De der beach boys er autentiske beach boys, og de er ikke svære at møde. Faktisk er de umulige ikke at møde, når man tager til stranden i Kenya, for de omringer én med det samme og lader ikke én gå igen.

Der er en underliggende forståelse af, at den hvide mand er skyld i alle deres problemer, og at vi skylder

Og penge er det eneste, interaktionen handler om. Alt koster. Bare at få en kenyaner til at komme til casting koster penge, og sådan er det hele vejen. Og sådan er historien jo også med de kvinder, der tager dertil for at få ikke alene sex, men forhåbentlig også kærlighed. Og før de ved af det, finansierer de hele den unge mands familie. Det er den der ulighed, der ikke kan overstiges, og tillid er en umulighed. Der er en underliggende forståelse af, at den hvide mand er skyld i alle deres problemer, og at vi skylder«.

Ulrich Seidl er egentlig ikke specielt sortsynet, bare pragmatisk. Det med økonomien var til nogen irritation undervejs under optagelserne, fordi intet kunne filmes gratis, og jo flere penge der blev involveret, jo flere blev filmholdet afkrævet.

Faktisk ville det være en slags variationer over et tema, hvis man fortalte historien om optagelserne af ’Paradis: Kærlighed’, næsten 1:1 samme historie som den i Seidls film.

Ydmygelse og udbytning
Livet på sandstranden er gennemseksualiseret, men det var ikke de professionelle østrigske skuespillerinder, der var sværest at lokke til at smide tøjet i Seidls ekstremt afslørende sexscener.

De østrigske damer, der skulle være kraftige og i en vis alder, var rent faktisk blevet bedt om at aflægge prøve iklædt badetøj, så i nogen grad var de vel allerede indforstået.

70 kvinder var det, midaldrende og ældre, og de skulle skifte til forskellige bikinier, mens Seidl kiggede på.

De unge kenyanske mænd er derimod umådeligt blufærdige og går gerne klædt i flere lag undertøj, og Ulrich Seidl er helt åben over for, at hans krav om total nøgenhed og seksuel ydmygelse på sin vis bare er en anden form for udbytning.

Men de aftalte penge blev betalt, og filmen kom i kassen.

Det er dog ikke noget under, at det amerikanske filmtidsskrift Varity, der syntes, at filmen var »afskyvækkende og sublimt smukt«, kaldte den »solskoldet ’Salo’« med adresse til Pier Paolo Pasolinis herostratisk berømte ’Salò eller de 120 dage i Sodoma’ (1975), den mest grænseløse film om ydmygelse nogensinde.

Invitation til oralsex

»Det var Margarete Tiesel og de andre kvinder, der fik til opgave at gelejde drengene igennem scenerne. Jeg arbejder ikke med drejebøger i den forstand. Jeg aftaler med spillerne, hvad den scene, vi skal til at optage, skal handle om, og så må de selv bestemme, hvordan de kommer dertil. Da Margarete på et tidspunkt i filmen inviterer hotellets bartender hjem i sin bungalow, ved han, ham, der spiller ham, ikke, hvad der skal ske, og Margarete vil have ham til at dyrke cunnilingus (oralsex, red.) på sig. Hver reaktion, vi får fra ham, er helt autentisk kenyansk. Det var, som om der slet ikke var et filmhold til stede«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ulrich Seidl taler direkte til oversætteren. Jeg stiller mine spørgsmål til Seidl på engelsk, han svarer translatøren på tysk, og selv om jeg aldrig afventer mellemmandens oversættelse, kigger Seidl aldrig på mig.

Det er tydeligt, at han afskyr denne del af jobbet – foragter givetvis også sig selv en smule for ikke at være stor og berømt nok til at kunne undgå det.

Da jeg forlader ham ved swimmingpoolen, kaster jeg et medlidende blik over mod journalisten, der sidder under en parasol længere henne mod baren.

Han ser stærkt irriteret ud, og det er ikke for det. Jeg ved nøjagtig, hvor han kommer fra.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden