Hvis man efter åbningsscenen i ’The Way Way Back’ sidder og tænker: Flot følt, hudløst, og den slags, kan scenen kun få yderligere prægnans og resonans, når man får at vide, at den i al sin fredsommelige hverdagsgru er selvoplevet af en af filmens to bagmænd.
En indadvendt 14-årig kører i station wagon med sin nye stedfar. Drengen sidder bag i bilen og følger vejens striber, efterhånden som de lader dem bag sig.
Stedfaren sidder bag rattet, kigger på drengens nakke i bakspejlet og spørger: »Hvis du skulle give dig selv karakterer fra 1 til 10, hvad ville det så være?«. Drengen er usikker, siger for en sikkerheds skyld et lavt tal for ikke at blive banket i hovedet med sit ungdommelige overmod: »6?«.
Stedfaren grunder lidt bag rattet, inden han siger: »Hmmm, jeg ville nok nærmere kalde dig en 3’er«.
Ikke egentlig uvenligt, bare konstaterende.
Ord for ord
Sådan begynder filmen, sådan indleder Duncan sommerferien, sådan oprulles den faretruende nye udvikling i familien, som tvinger ham på afstand af moren.
Ferien skal han holde et lille sted oppe ad den amerikanske østkyst med mor, stedfar og dennes datter, der absolut ikke har lyst til at lege barnepige og hellere vil møde nogle ældre drenge.
»Hele den scene fra bilen er fra ord til andet selvoplevet under en tur fra North Carolina, hvor jeg voksede op, til vores ferie i Michigan«, siger Jim Rash, der skrev og instruktørdebuterede med ’The Way Way Back’ sammen med Nat Faxon.
LÆS ANMELDELSE
Indiefilm viser vejen væk fra de voksnes falskhed»Også fortsættelsen, der er med i filmen, hvor min stedfar sagde, at han ikke syntes, jeg skulle opholde mig så meget omkring ham og min mor i sommerhuset, når vi nåede frem, at jeg hellere skulle se at komme ud og møde nogle mennesker«.
»Hvis man kan tale om ét vendepunkt, hvor en dreng bliver til en mand, var det de minutter bag i den bil den dag for mig«.
En gammel drøm
Duncans redning den sommer bliver livredderen Owen, der er ansat ved et lokalt badeland, og som giver Duncan et sommerjob, en ny selvtillid og en vej ud af familiehelvedet.
Den lidt lurvede Owen bliver spillet af Sam Rockwell, der med ét slag bliver alles yndlingsbedsteven, far- og storebrorerstatning. Og hvad med moren, er hun endegyldigt prisgivet en mand, der ikke for alvor værdsætter hende?
Jim Rash og Nat Faxon modtog årets manuskriptoscar for arbejdet på Alexander Paynes ’The Descendants’, et drama om en mand, hans døende kone og fremmedgjorte døtre, der foregik i Hawaii, men i evigt gråvejr og uden nogen af de forventede Bountylandscener.
LÆS ANMELDELSE
Rash og Faxon er begge skuespillere og medvirker i mindre, men markante roller i ’The Way Way Back’ som eksotiske ansatte ved det centrale badeland.
De skrev manuskriptet for snart otte år siden, blev sat tilbage til start pga. instruktører, der sprang fra, finanskrisen og studiernes pludselige stop for alt, hvad der lugtede af et sats, lavede Paynefilmen i mellemtiden og fik altså først nu realiseret drømmen med sig selv i instruktørstolene. Og finansieret af dem selv.
»Vi mødtes til en improvisationstime ved improvisationsteatret The Groundlings i Los Angeles«, siger Jim Rash, »og har skrevet sammen lige siden«.
»Ikke at vi i øvrigt kan holde ud at være i samme rum, som du kan høre«, indskyder Nat Faxon, og de to sidder faktisk i forskellige ender af USA under vores telefonkonference.
Den perfekte besætning
Eftersom de er skuespillere, kommer det næppe som nogen stor overraskelse, at det, der især siger dem noget som historiefortællere, er karakterer, mennesker, nogen »vi kan trænge helt ind i hjertet af«, som Rash siger.
Og man kan henregne det til den anselige mængde af netværksarbejde, de har lavet gennem deres karrierer inden for især tv, at de har kunnet hyre en rollebesætning, der omfatter Sam Rockwell, Steve Carell, komikeren, der har skiftet rollefag og nu er den usympatiske stedfar med et godt øje til Amanda Peet, tv-stjernen.
Toni Collette, verdensmester i nervespændt underspil i film som ’Little Miss Sunshine’ og ’Muriel’s Wedding’, er Duncans mor, og den prægtige Allison Janney, Det Hvide Hus’ pressesekretær C.J Cregg i serien ’Præsidentens mænd’, spiller den neurotiske nabo.
LÆS ANMELDELSE (3 hjerter)
»Tro mig, jeg kender mange, der misunder os den rollebesætning«, siger Nat Faxon.
»Vi havde så få penge at filme for og dermed så lidt tid at gøre det i, at de mødte på job første dag, forberedt til tænderne, og der var ikke en scene, der tog mere end tre-fire forsøg, før den var i kassen. Men det var en kunst at få lokket dem om bord. Det foregik lidt efter samme princip som visse ambitiøse middagsselskaber, hvor du fupper nogen til at tro, at nogen andre er med, så de siger ja, og så kan du lokke de andre med ham eller hende«.
Den perfekte bænkevarmertype
Hovedrollen Duncan spilles af Vancouver-teenageren Liam James, som mødte op til prøvefilmning »som sådan en rigtig indadvendt bænkevarmertype, der bar hele verdens elendighed på sine skuldre«.
Han var kun et år ældre end Duncan, og Faxon og Rash vurderede, at den gave ville de ikke kun genskabe kunstigt med en mere erfaren og ældre skuespiller.
»Duncan optræder på hver eneste side manuskriptet igennem, og det er der i sig selv en styrke i. Det sikrer, at publikum oplever alt gennem hans øjne, og det gør, at han ikke behøver at foretage sig så meget, hvad angår mimik og replik. Liam er en meget oprindelig og ærlig dreng, som virkelig forstod Duncan og alt, hvad der skete i vandlandet, ligesom han havde oplevet, hvordan det er i en familie, når børnene er nødt til at være de voksne, fordi de voksne har for travlt med at være børn. Liam havde i den grad øre for, hvor årvågne halvvoksne børn er. I den alder hører og opfatter de alt; intet af det, deres forældre siger, glemmer de sådan lige igen, og bagsiden er, at de tager udsagnene meget for pålydende uden endnu at være i stand til at frasortere det frivole og det sarkastiske«.
»Det forhold, Duncan får til livredderen Owen, er nøjagtig det, du ser ske i filmen mellem Liam og Sam Rockwell. Alt er totalt autentisk. Liam havde selv en mor, som han elskede, og som havde sit at slås med, som moren i filmen, og Sam Rockwell kom til at udfylde samme rolle for Liam, som Owen gør i historien. Det var meget bevægende at være vidne til«.
LÆS PORTRÆT
'Moon'-stjerne er mest kendt for at være ukendt’The Way Way Back’ har en melankolsk, indimellem næsten tragisk vibe. Alligevel er den indiskutabelt en feelgood-film. Hvad er det for en balance?
»Udgangspunktet for unge Duncans oplevelser i filmen er afgjort det smertefulde«, siger Nat Faxon, »men den balance, du nævner, er en, vi har tilstræbt, fordi det ifølge vores erindringer er sådan, man oplever livet i den alder. Sorg det ene øjeblik og smil det andet. Sådan er det at blive voksen. Komikken skal til for at give noget katarsis til tragikken, men også for at skabe nogle små luftrum, nogle små pust, så tonen ikke bliver for tung«.
Åbent badeland
Tro mod filmens stærkt begrænsede budget filmede de ’The Way Way Back’ i et faktisk badeland, The Water Whiz, oven i købet et lille familieejet sted, der havde åbent hver dag, og som filmholdet ikke havde økonomi til at lukke kortvarigt.
Så der var masser af vandpjaskende tilskuere til optagelserne, og den tid, de sparede under optagelserne, brugte de til gengæld i klipperummet bagefter på at fjerne al den direkte forstyrrende larm.
fortsæt med at læse
