'Drengene fra Skt. Judes får dansk premiere i kølvandet på Peter Mullans Venedig-vinder 'Magdalene Søstrene'. Det er to nært beslægtede historier fra den kun alt for virkelige verden. To chokerende vidnesbyrd om det barbari i børnehøjde, den irsk-katolske kirke organiserede i Jesu navn. 'Magdalene Søstrene' beretter om de institutionelle vaskerier, der fungerede som lukkede fængsler for piger og kvinder i uføre. 'Drengene fra Skt. Judes('Song For A Raggy Boy') fortæller så at sige drengeversionen af den samme beskæmmende historie. Opdragelsesanstalterne under 'The Reformatory and Industrial School System' blev drevet som brutale straffeanstalter, hvor målet var at knægte og underkue de indespærrede drenge. Resocialisering, omsorg og uddannelse kom langt nede på prioriteringslisten. Samtidig var det lukkede, klerikale system tilsyneladende et kun alt for ideelt skalkeskjul for skinhellige sadister og sexmisbrug. De to film har det lukkede miljø og den indigneret anklagende pegefinger tilfælles. Aisling Walsh har selv lavet dokumentarfilm om Magdalene- søstrene, men med filmatiseringen af Patrick Galvins roman har hun valgt at lave en film, der - alle paralleller til trods - som fortælling er væsensforskellig. 'Skt. Judes er i modsætning til Mullans nøgne, hårde film et klassisk melodrama. Mullans piger må finde modstandskraften i sig selv. Hos Walsh er der en rigtig helt. Den irsk-amerikanske Aidan Quinn spiller læreren William Franklin, der som den første lægmand bliver lærer på Skt. Judes. Nys hjemkommet fra Den Spanske Borgerkrig genkender Franklin kun alt for godt et autoritært, umenneskeligt regime, når han møder det. Med litteraturen som våben indleder Franklin en sej og indædt kamp for at give drengene oplysning, identitet og modstandskraft. Den Gode Lærer er en gennemgående figur i filmhistorien, og Aidan Quinn glider helt naturligt ind ved siden af Robin Williams i 'Døde Poeters Klub'. Det er et råt og umenneskeligt miljø, men Walsh sørger omhyggeligt for også at skabe lys og luft og varme. Det autentiske er formet som melodrama med dertil hørende musik. 'Æblemostreglementet' er det ikke, men alligevel er man ikke i tvivl om, at filmens mørke fortvivlelse i sig rummer muligheder for forløsning. 'Song For A Raggy Boy' kan med andre ord ses som den mere publikumsorienterede af de to irske tragedier. Og hvorfor skulle den ikke være det? Begge film fortjener at blive set, og er drengene over én kam gode, så står John Travers i rollen som Franklins lille alter ego Liam Mercier for en af den slags barneskuespillerpræstationer, der bliver hængende på nethinden. Så må man lære at leve med, at man nok skal til at kalde den danske skuespiller Claus Bue for Deres Velærværdighed efter rollen som irsk biskop!