Dogmevindene blæser nu også i dansk børnefilm. 'Zafir' er en dansk børnefilm med et mere realistisk look, end man er vant til. Filmen foregår i en regnvåd dansk zone mellem by og land. Nærmere betegnet på en rideskole i Avedøre. Men realismen er ikke kun af det gode. 'Zafir' ligner nemlig et udtryk for en ny barsk realisme i dansk filmproduktion. Den, som dikterer, at man skal lave film for rundt regnet en 25-øre. I 'Zafir' kommer slutresultatet simpelthen til at tage sig for pauvert ud. 'Zafir' er i det hele taget en børnefilm med gode intentioner og en hel del problemer. At ville skabe en hestefilm med en realistisk tone er på papiret sympatisk, men spørgsmålet er, om det giver mening at lave en hestefilm med så lidt hesteromantik, som tilfældet er her. Der bliver ikke kælet meget for strigleeffekten i 'Zafir'! Filmen følger et klassisk hesteskema a la 'Black Stallion'. Lille menneske står i nærkontakt med frihedselskende vild hest. Store uforstående mennesker vil skaffe sig af med vild hest. Lille menneske skal prøve at nå at ride vild hest til stort løb. »Er han stadig sær?«, spørger Zafirs ejer (Henrik Lykkegaard). »Næ, han har nok bare en stor personlighed«, svarer rideskolens stovte ka'l (Claus Bue), og så er filmens morale kørt i stilling. Det er ligesom Gummi-Tarzan - bare til hest. Instruktøren Malene Vilstrup og medforfatter Hans Hansen har alvorlige temaer. Det ene er Døden. Hestepigen Anna står over for sit livs udfordring. Hun kæmper for at få lov til at ride familiens hest Zafir, selv om hendes storesøster Lena i filmens begyndelse døde ved et styrt med netop Zafir. Men i modsætning til sine forældre accepterer og lever Anna med sin storesøsters død. Hvis hun rider Zafir, vil hele familien omsider kunne passere hurdlen og komme videre i livets store hestevæddeløb. Personinstruktionen er meget ujævn, men Rose Marie Hermannsen er udmærket som Anna i denne del af fortællingen. Værre står det til med historien om den lille, tavse flygtning Sharbat. Da det ser mest håbløst ud for Annas muligheder for at komme til at ride Zafir, dukker den lille asylsøger med sveskeøjnene op og tilbyder sine ressourcer. Sharbat kommer fra et fjernt land, hvor man forstår sig på heste. Med old school dressur-tricks lærer fremmede Sharbat danske Anna at tumle den store hest. Her bliver filmen et fælt postulat, hvor den sorte hingst træder i karakter som integrationspony, og alle gode mennesker kan gå glade hjem med fred i sindet. Det store spørgsmål er, om børnene har fået nok pruhesteromantik og ramasjang til at kunne gøre det samme. I 'Zafir' bliver den prisbillige realisme for tynd og det sympatiske budskab for tykt.