En film skal tæt på bunden for at score kun ét hjerte, men den koksedorske Eddie Murphy-efterligning Martin Lawrence skraber den også grundigt med denne farce. Det bedste, man kan sige om filmen, er, at den muligvis har rekord i antal biljagter, og at den ikke udpensler kød og blod-virkningerne af de hæmningsløse massemord, der skal gøre farcen til action. Optakten signalerer alt andet end farce: Strømeren Hank (Steve Zahn, der vist kunne være en habil skuespiller med en anden instruktør) får sin makker skudt ned på klos hold af en bande professionelle lagertømmere. Frustreret over ikke at måtte hævne kollegaen kommer han på gaden til at genere Lawrence i rollen som Earl, der er smidt ud af politiskolen for rapkæftethed, men som for en sikkerheds skyld optager enhver reaktion på sin øretæveindbydende stil som racisme. Desuden er han allergisk over for bier, så da den hvide strisser langer ud efter sådan én, råber han hysterisk op om mord, det hele bliver videooptaget af en forbipasserende, og snart mister Hank politiskiltet og får et halvt år bag tremmer. Den samvittighedsfulde hvide er altså offer for et justitsmord og den højrøvede sorte nærmest selvudnævnt bekvemmelighedsmartyr, men kontrasten udnyttes ikke indlysende morsomt. Henholdsvis dummere og frækkere end politiet tillader - dén genre, produktet forsøger at være med i - bliver de i stedet vagter i et security-firma, deraf titlen, som desuden citeres som påskud for at kapre privatbiler på gaden for at forfølge tyvebanden. Hvilket må være rigelig oplysning om det sjuskede tilløb til en 'handling', hvis indslag af politikorruption heller ikke bruges til noget. Selv efter indtagelse af rigeligt med fniseurt kan filmen næppe more andre end dén, som finder politimord, racisme og lidt dvask sexisme - Lawrence pjækker fra sin vagt for at underholde en velbygget sekretær med sine håndjern - velegnede som afsæt for slappe forsøg på farceløjer over en opskrift, der for længst går på krykker i Los Angeles.