Den smukke lille pige May er skeløjet. Derfor bliver hun fra dag 1 drillet i skolen. Hun isoleres og begynder på den livslange stræben efter accept sammen med den dukke, hendes mor har givet hende ud fra devisen: 'Hvis du ikke kan få en ven, så lav din egen'. Som voksen er den søde, men kejtede og forvirrede May en ensom outsider. En sær snegl i kittel fra det dyrehospital, hvor hun er sygeplejerske, der tilsyneladende finder sig i alt, mens hun lærer, hvordan man sprætter dyr op og syr dem sammen igen. Men i virkeligheden er May med alle afvisningerne en snigende bøddel. Da hun endelig svinger skalpellen, fører det til hævn, blod, mord og afskårne lemmer i forsøget på at kreere det perfekte menneske, Mays hjemmesyede ven og kæreste. Med andre ord: Ikke før til sidst er den talentfulde debut fra instruktøren Lucky McKee - som også selv har skrevet manuskript til den i bund og grund banale historie - blodig og uhyggelig. Indtil da er der, som i så mange andre nyere gyserfilm, mest tale om en sort komedie med psykologiske undertoner omkring May, der spilles perfekt med forvirret sødme, hjerteskærende ensomhed og stadig mere sindssyg desperation af Angela Bettis, som havde en mindre rolle i 'Girl, Interrupted'. Om det er rigtigt at spærre en sådan fin lille film om et ulykkeligt og ensomt ungt menneske inde i gyserburet og den på mange måder fine serie 'Midnight Movie Madness', er tvivlsomt. For kun i få scener, som da May beslutter sig for at stikke sine egne øjne ud, er filmen grum på den gyseragtige måde. Resten af tiden er den bare foruroligende - især for os, der altid har været lidt bange for glasdukker - og ofte sjov med sine fint besatte biroller som f.eks. filmspiren Adam (Jeremy Sisto med den lækre, dybe stemme), der godt kan lide »underlige ting, men ikke så underlige ...«, og den lesbiske femme fatale Olly (Anna Faris). May kunne sikkert sagtens accepteres af et bredt publikum.