Uafrystelig er sådan en anmelderkliché, det alligevel er svært at komme uden om, når man kort skal beskrive virkningen af den østrigske dokumentarist Ulrich Seidls spillefilmdebut 'Hundedage'. Billederne klæber virkelig lummert til hukommelsen, næsten som en fortrængt skyldfølelse, længe efter at man har forladt biografen. Er dét virkelig, hvad vi stiller op med det ene liv, vi har? Overfladisk ligner normaliteten dén, vi finder i Rødovre. I Wiens satellitbyer, ude hvor hypermarkederne flokkes om mortorvejsfrakørslerne, slæber sensommerdagene sig af sted. En ung mand truer en anden bargæst og bagefter sin kæreste. En voksen kvinde kommer hjem, smider tøjet og sætter sig til at tisse på toilettet. En gammel mand klipper hæk, klapper hund og sætter plæneklipperen i tomgang for at overdøve naboernes skænderi. En kvinde rejser sig fra et glædesløst besøg i en sexklub og kører hen og lægger blomster på åstedet for sin lille datters trafikdød; hendes mand er lige kørt derfra - de to taler ikke sammen mere. En handelsrejsende i tyverialarmer tager en grænsepsykotisk kvindelig blaffer op, som tyranniserer sine chauffører med rablende indiskretioner. Blafferen er et tegn, det nærmeste filmens normalrealisme kommer et civilisatorisk symbol. Hendes trallen løs på reklamejinglerne og energisk forstyrrede snak - »Kender du de 10 mest brugte supermarkedskæder? De 10 mest udbredte sygdomme? Boller du og din mand stadig?« - er en rastløs advarsel til hele kulturen. Men siden Sokrates har vi hellere villet straffe budbringeren end høre det ubehagelige budskab, så også dette irriterende virrehoved må blive offer til sidst. Helt uden splatterklicheer går Seidls skuespillere - og dét er de, selv om det hele jo til forveksling ligner dokumentarisk realisme - over grænsen i pinagtig selvudlevering: Den afstumpede rocker brækker sig, af druk, men også af underbevidst selvforagt? Hunden bliver forgivet. Langsomt og målbevidst bringer Seidl normaliteten helt der ud, hvor overfladen krænger af, og man selv føler sig klædt af til skindet. 'Hundedage', der vandt Juryens store pris i Venedig 2001, er så nogenlunde det modsatte af en feelgood-sællert - men usædvanlig konsekvent som illusionsløst katalog. Over hvad? Over den kulturens byrde, den aggressionsdrift hinsides lystprincippet, som Ulrich Seidls landsmand Sigmund Freud i årene mellem 1920 og 1930 formulerede teorierne om. Varmen får en depressiv civilisation til at krakelere. Ud af revnerne siver destillatet af skuffede drømme, afmægtige længsler, artikulationsløs ømhedstrang: en stinkende, selvforagtende aggression, kun alt for farligt tæt forbundet med den utilfredsstillede livsdrift.