0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Daredevil

Filmmelodramaet om den blinde tegneseriehelt Daredevil holder ikke balancen slet så godt som titelfiguren.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Daredevil, alias Matt Murdock på 24-timers hævntogt mod den ondeste ondskab. - Foto: Fox Film.

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Superhero with problems. Sådan lød opskriften på de tidlige 1960'eres genopblomstring af en skrantende tegneserietradition. 1930'ernes almægtige frelserbøffer i trikot og hefteomslag - Jens Lyn, Fantomet, Superman - var ikke sofistikerede eller selvironiske nok, så Marvel-redaktøren Stan Lee søsatte, først med 'De Fantastiske Fire' fra 1961, en generation af retfærdighedsfreelancere og problemknusere, der rakte fra den frustrerede Spiderman til den plumpe Hulk - superhelte med superproblemer i privatlivet!

I den korte pause mellem sidste års real- og trickfilm om Edderkoppen, som han hedder på dansk, og den tilstundende premiere på ditto-filmen om Hulk, den vandrende jordklump der er så uformelig, at han også er uoversættelig - dér har 'Daredevil' fået klemt sig ind på biograflærrederne. Men han er nu også adræt over gennemsnittet, denne Manhattans natlige hævner, der på dansk før hed Dæmonen, og som ved dagslys er advokat for de mindrebemidlede, men uskyldige. Og som bevæger sig med blindestokkens hjælp.

Men ikke en hvilken som helst blindestok, ikke en almindelig blindhed. Som dreng mistede Matt Murdock på én og samme dag sin far, bokseren Jack 'the Devil', og sit syn, da han fik radioaktivt affald i øjnene. Især hans høresans skærpes til gengæld så abnormt, at han udvikler en slags radarsyn. Så stensikkert og hurtigtvirkende, at han ved hjælp af sine ninjastave kan slynge sig mellem skyskrabernes toppe og i det hele taget er mester i enhvermartial art, især når han er i sin bordeauxfarvede læderjumpsuit med antydninger af horn på hjelmen.

Ulempen er, at han for at få ørenlyd til sin sparsomme nattesøvn, må ligge med krop og ører nedsænket i vand, inde i en kistelignende ståltank, der endda er installeret i krypten under hans katolske sognekirke.

De sovevaner fremmer jo ikke kontakten med det modsatte køn, som han ellers har uskadt sans for. Men til gengæld kommer hans skriftefader på arbejde, når han har været ude om natten og henrette forbrydere, han som advokat ikke kunne få buret inde ved højlys dag - hele hans liv er en evig, 24-timers hævnerindsats for det mord på faderen, som forbryderkongen Kingpin viser sig at stå bag. En tragedie, der truer med at gentage sig, da Matt Murdock får sig en kæreste. Hans lugtesans er nemlig heller ikke ueffen, den fortæller ham straks, at den labre Elektra er trådt ind ad døren til hans kaffebar. Mødet mellem dem får karakter af en master-class i asiatiske forsvars- og angrebsteknikker, udført på en legeplads blandt måbende newyorker-unger, tegneseriernes klassiske kernepublikum.

Det er én af de virkeligt vellykkede - på en gang forrygende og selvironisk overdrevne - scener i denne meget ujævne filmatisering, der står og falder med slagscenerne. Jennifer Garner som Elektra er filmens mest prægnante skuespilpræstation, ægte tegneseriegrotesk i sin livsfarlige skønhed og alligevel med forbløffende troværdigt nærvær. Ben Afflecks robuste indolence giver gode glimt af selvtægtsmandens brutalitet, men har sværere ved at rumme den angst, der skal drive nattens hævner. Den sorte kæmpe Michael Clarke Duncan er en nålestribet kriminel kliché som Kingpin - men hvad skulle den figur ellers være? - mens hans lejemorder Bullseye har den smidige sadistrockers fulde modbydelighed i irske Colin Farrells udførelse.

Scenografien er heldigvis tættere på Batmans Gotham City end på Supermans og Spidermans solbeskinnede butiksstrøg, helt i tråd med serien, som den i tidens løb har været tegnet af bl.a. Jack Kirby og ikke mindst Frank Miller: I den sorte storbynat glitrer Chrysler-bygningens jugend-dekadence højt over rotternes vimsen mellem baggydernes affaldsdynger. Her flyder lys og mørke sammen, ligesom retfærdigheden går i ét med selvtægten i Daredevils skikkelse - understreget, da han til slut kaster en rose på sit offer: Håner modstanderen ved at overtage hans gestus. Og identificere sig med ham.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement