Der står han så. Under neonlampen på et skriggrønt toilet. Med sit eget nervøse bræk ned ad tøjet. Med sine velvoksne hovedtelefoner for ørerne som et værn mod verden. Svajende som en allerede skadet bokser, der gør sig klar til endnu en runde. Eminem. Superstar i kraft af den selvvalgte glansrolle som samfundets fjende nummer et. Alligevel er det første, man lægger mærke til, hvor sårbart hans blik er. Indledningsscenen til instruktøren Curtis Hansons filmepos om hiphoppens kontroversielle, hvide kanonkonge er lige så overraskende, som resten af historien er forudsigelig. Selv om denne dramatiske og veldrejede forsvarstale for Eminem fortæller os, at han faktisk har forsøgt at redde sin mor fra druk og dope, at han er børnenes og sine ikke alt for kvikke sorte venners ædle ridder, ja, sågar den skarpe fortaler for homoseksuelle, hvilket naturligvis alt sammen er stik imod myten, er der næppe tale om de store chok. Faktisk er forløbet af hver eneste scene givet på forhånd, selv om de hver for sig er fortættede og godt forløst. På den led adskiller '8 Mile' sig ikke fra andre af popkulturens Askepot-fortællinger som 'Purple Rain' med Prince eller 'Saturday Night Fever' med John Travolta. Når filmen alligevel er stærkt seværdig, skyldes det Eminems (eller Mar-shall Bruce Matters III, som han er døbt) overbevisende skuespil og fotografen Rodrigo Prietos fremragende arbejde med at afsøge det trøstesløse ingenmandsland i en amerikansk storby som Detroit. I filmene 'L.A. Confidential' og 'Wonder Boys' har Curtis Hanson demonstreret sine evner til at skildre et miljø kongenialt og dog markant. Dem udnytter han til fulde sammen med Prieto på og omkring vejen 8 Mile, der symbolsk adskiller centrum af Detroit fra de forstæder, hvor sorte og hvide lever mellem hinanden i evig, gensidig mistænksomhed som i Jimmy 'Rabbit' Smith jr.s (Eminems) trailerpark. Her bor Rabbit med sin allerede nervebelastede lillesøster og fordrukne mor (ramt med syrlig og slingrende stolt seksualitet af Kim Bassinger), og herfra drager han hver dag til sit udsigtsløse job på fabrikken, en meget aktiv kulisse. Som i Lars von Triers 'Dancer In The Dark' arbejder maskinparken æstetisk med i filmen, og da Rabbit endelig får taget den lokale dulle Alex (Brittany Murphy), foregår det naturligvis også her i et heftigt filmknald, man skal helt tilbage til Jack Nicholson og Jessica Langes køkkenbordssex i 'Postbudet ringer altid to gange' for at finde magen til. Det er nu ikke Nicholson, men snarere en ung Steve McQueen eller britiske Tom Roth, man får i tankerne ved at iagttage Eminems skuespil. Det er nemlig, hverken det han siger, eller det han rapper, som gør oplevelsen god. Men derimod alt det, han ikke siger. Eminem brænder igennem som 'rebel without a cause' i de intense nærstudier med det stirrende blik, den dirrende krop og det ansigt, hvis udtryk beherskes på kanten af eksplosion. Imponerende, men om det er helt nok til at påstå, at James Dean er genfødt, må vi vente et par mere varierede roller med at fastslå. Foreløbig handler det om at eksponere Eminem til det bredest tænkelige publikum. Måske er det grunden til, at der er meget lidt musikfilmen. Eminems måske bedste nummer overhovedet, 'Loose Yourself', kører således kun i underteksterne. De dyster på rap, battles , som Jimmy Smiths ven, Future (Mekhi Phifer i en så solid birolle, at han er ved at overtage filmen), arrangerer i en nedlagt kirke, er dog et forrygende studie i verbal ondskab og et clash mellem sort og hvid. »Elvis«, kalder de sorte rappere i den konkurrerende gruppe Free World, og det er ikke ment som en kompliment. Alligevel er øgenavnet sigende for filmen og det dilemma, den forsøger at skildre. For Eminem er ved at blive stor som netop Elvis, og han er i lighed med sidste århundredes store stjerne blevet det ved at 'stjæle' de sortes musikalske udtryk. Lige så vigtigt er det, at Curtis Hanson og Eminem uden for mange skydevåben og 'smart' bandekodeks har leveret en levende skildring af hiphop-subkulturen, som emsige politikere konstant angriber og dermed presser endnu længere ud. Bag ved alle de hårde ord, bag attituder, klicheer og myter er det et miljø befolket af mennesker med drømme og moral, man kan og må respektere. Det er det egentlige budskab i '8 Mile', og det er hverken værre eller bedre end »Good and clean family entertainment, you can thrust« for nu at bruge en kliche fra det D-A-D'ske rockland.