I stuen på en gigantisk, men ensomt beliggende villa, langt ude på landet i Frankrig, er otte kvinder samlet for at fejre jul. Men oppe på 1. sal ligger familiens maskuline overhoved Marcel, myrdet. Med en kniv i ryggen. Vi befinder os i 1950'erne, længe før internet og mobiltelefoner. Så da telefonledningen er skåret over, bilen ødelagt af hærværk og porten ind til haven lukket af de voldsomme snemasser, må de isolerede kvinder selv gå i gang med at efterforske forbrydelsen og finde ud af, hvem der plantede kniven i farmands ryg. Hurtigt viser det sig, at de alle otte har været en plage for Marcel, og alle har større eller mindre motiver for at have skaffet ham af vejen. Familiens spøgelser ikke bare springer, men farer bogstaveligt talt frem under de tunge sofastykker, rasler ned fra de perlebesatte loftslamper, vælter ud under skørterne på damerne eller triller ud fra deres gemmested, under puder og senge. Det ensemble af skønne franske kvinder, som instruktøren Francois Ozon, der sidste år stod bag det lavmælte drama 'Under sandet' med Charlotte Rampling, spiller, spinder, slås, synger og skændes så forrygende sammen, at mordgåden ender med at blive en på alle måder musikalsk fornøjelse. En af den slags, man allerede glæder sig til at se igen. I midten af lavinen for de pinlige afsløringer står husets bedsteborgerlige og bredbarmede (enke)frue, Gaby, kosteligt spillet af den genopstandne Catherine Deneuve, som Lars von Trier fandt frem til 'Dancer In The Dark'. Hun doserer sine bitchede bemærkninger og den desillusionerede diva forbilledligt, mens hendes stolte facade stovt holdes oppe, indtil hun bare får nok af »alt det kævl« og virkelig slår til! Hendes største rivaler viser sig at være den kølige, rapkæftede og uhyre skarptseende stuepige (Emmanuelle Béart) samt Marcels pludseligt genopstandne søster, den forførende brunette Pierrette, med en broget fortid som »nøgendanserinde«. Nævnes bør også Isabelle Huppert som den skingrende neurotiske gammeljomfru Augustine. Hun er i særklasse. At fremhæve andre præstationer vil både røbe for mange af de hemmeligheder, der slippes løs undervejs, og være uretfærdigt, for alle de otte kvinder, hvoraf samtlige er ægte franske filmdivaer, er fantastiske, mens de skiftes til at indtage scenen og agere sandhedens kor fra en græsk tragedie. Francois Ozons gendigtning af et upåagtet fransk skuespil fra 1970'erne er nemlig både en hyldest til den klassiske 'who done it'-genre, med Agatha Christie som galionsfigur og en kærlighedserklæring til Hollywoods gamle musicals. I de indlagte sangnumre med dans træder hver enkelt kvinde i karakter, og de dybere filosofiske sandheder åbenbares. Som da mormor, 'Mamy' (Danielle Darrieux), til sidst syngende erkender, at »der findes ingen lykkelig kærlighed«, og selv »når mennesket rækker armene ud i triumf, ligner det et kors«. Det er i sandhed »ikke let at være nogen«, som Dan Turèll sagde, i denne kollektive kærlighedshistorie, hvor det til gengæld også er helt umuligt ikke at elske alle de otte furier, der folder sig ud bag de tunge røvbaldegardiner, selv om man efter denne film, som mand, vist ikke længere kan være i tvivl om, hvem der styrer familierne. Filmen er stort tænkt, men med stærkt fokus holdt enkel i udførelsen helt ned i de mange detaljer. Historien og personinstruktionen er så klar i snittet og kuløren som skuespillernes kjoler og spadseredragter. Til trods for det teatralske anslag, er hver af kvinderne og deres historie så gribende, at man ikke kan lade være med at ærgre sig over, at der så sjældent laves film med det raffinement og den letbitre humor længere. Nærmeste parallel fra de senere år er 'Moulin Rouge', hvis bravado vi er langt fra her i dette på en gang afdæmpede, sensuelle og kulørte kammerspil med en højest overraskende slutning. Se den, hør den (soundtracket er smukt), nyd den, og elsk dem. Kvinderne.