Julio hedder den ene yngling faktisk, Tennoch den anden, og imellem dem befinder Luisa sig på den plads, Jeanne Moreau udfyldte så vidunderligt som Catherine mellem 'Jules & Jim'. Men denne moderne og ambitiøse mexicanske trekantfilm, den største kassesucces i landets filmhistorie, er ellers et andet projekt end Truffauts fyrre år gamle menage à trois-klassiker med den stilsikre ynde og vemod. Her er i stedet stilsøgende rastløshed: En rig politikersøn og hans bedste ven (Diego Luna og Gael Garcia Bernal), træder vande mellem skole og studium og møder så en vidunderlig kvinde (Maribel Verdu), spansk og noget ældre end de, netop som de er ved at have fyret sig skæve og vinde og gokket sig halvvejs blinde af lutter feriekedsomhed. Filmens friske åbningsscener er deres gispende afskedsknald med hver sin jævnaldrende kæreste, før ferieadskillelsen. Knægtene kan frit bage på Luisa - som bliver sprød i skorpen og myg i krummen, da hendes mand svigter hende. Sammen tager de tre til stranden, flere dages kørsel mod uvist mål: Himlens Mund kalder de to drønnerter en strand, de selv har opdigtet. En erotisk roadmovie begynder, for Luisa nyder de tos hormonbespændte tilstand. Deres venskab bliver sat på prøve, først i jalousien omkring hende, men da hun gavmildt deler sol og vind lige, og de faktisk finder stranden, er alting atter fælles fryd. Maskerne er faldet, og frit fortæller knægtene om tidligere erobringer - her falder den replik, der udgør titlen! Men trods lange voice over-tirader som en blanding af kluntede forklaringer og forsøg på magisk fabuleren (selv en flok svin på stranden får en lang for- og efterhistorie), er det gutternes rastløse energi og Luisas fri(-og-)modige ynde(r), der er den udvidede ungdomskomedies charme; en mere moden, distanceret iagttagers proportionssans er, hvad den - og dermed instruktør Alfonso Cuarón ('Fallen Angel' m.fl.) - mangler afgørende. Men bag om drengedrømmen sætter sig så alligevel en realisme igennem, næsten tilfældigt opfanget langs vejene: Politiafspærringer og -visitering af tilfældige, menneskeflokke på vandring, vaskekoner og børn ved en flodbred. En lydløs sidehistorie om et ganske andet Mexico end de to miniplayboys'. En alvor skimtet i øjenkrogen, ligesom den vemodige epilogs eftertanke til denne præcist pubertære, men dermed også patetiske erindringsidyl om syndere i sommersol.