Zak drømmer om en lækker brugt bil og bager på den lækre, spritny Francesca, der er mexicansk udvekslingsstudent på hans college - hvor hans far også underviser i fysik. En af farens tidligere elever skriver nu efter hjælp: Han er ved at opfinde en hypertidsmaskine, så et tryk på armbåndsuret accelererer ens molekyler så vanvittigt, at omgivelserne synes gået i stå. Virkningen er sjov de første gange og opnås ved bluescreen-teknik i upåklagelig sømløs sammensyning af planerne. Men aldringen af hypertidsbrugerens person accelereres desværre tilsvarende, og dét arbejder opfinderen på at løse. Om kap med tiden, så at sige, for laboratoriet skal lukkes, så fidusen ikke falder i kløerne på »denne verdens Saddam'er!«. Fysikfatter rejser sin elev til hjælp - og snart følger de to unge efter, for Zak har fundet et af de ure, der sætter tiden i stå eller på højtryk, som man nu ser det. Stof til en selvironisk turbofarce? Måske. Bare ikke i denne aftapning. Humor er et alt for vanskeligt fremmedord for instruktør Frakes, der har instrueret og spillet med i Star Trek-episoder, nævnt i forbifarten. Ligesom der refereres til den rumfarce, French Stewart (den skøre opfinder) har spillet med i. Jesse Bradford (Zak) og Paula Garces (Fran) er så blændende kønne og kvikke unge mennesker, at man må knibe øjnene i, og især han garanteret fri for selvironi. Nå, men tiden går, og skurkene får, hvad de har fortjent - alt efter bogen for en 'familiefilm'. Sammenlignet med den irriterende, men også fascinerende og originalt filmede 'Donnie Darko', med beslægtet emne og miljø, springer denne ganske vist harmløse komedies ekstremt forglemmelige ligegyldighed for alvor i øjnene.