Trods video- og dvd-udvalg kan biografrepriser stadig være velanbragte. Som nu denne besynderlige 1977-blanding af musical, kærlighedsdrama, screwballkomedie m.m. De har ganske vist begge to været bedre. Liza Minnelli i hvert fald én gang, i 'Cabaret' fem år før. Og Robert De Niro masser af gange før og siden, men blandt meget andet i 'Taxi Driver' fra 1976, hvor han og instruktør Scorsese fandt hinanden - og til dels den rolle, han fører videre i 'New York, New York' - helt ud i det ekstreme: Jimmy Doyle, talentfuld saxofonist i ugerne, månederne og årene efter Anden Verdenskrig, er stjernepsykopat set med kliniske nutidsøjne. For så vidt også set med sanglærken Francine Evans' milde kvieøjne, som hun sidder dér og drømmer i sin hjemsendelsesuniform på festaftenen for Japans kapitulation - og bliver antastet af den mildt sagt påtrængende Jimmy. Hvad scoreteknik angår har han måske sine lige, men da den vittige dialog udvikler sig, og de to bliver par og kolleger, han som bandleader og hun som sanger, viser den ægte galskab sig: Hans egomane hidsighed, der gør en let musical til et drama om machocharmørens manglende selvkontrol og empati og den deraf følgende psykiske hustruvold og uundgåelige skilsmisse. En 'knudemand' kom typen netop i de år til at hedde på dansk. Men selv uden happy ending forbliver det jo eventyr, og a propos: Repremieren her rummer et maxidansenummer fra en indlagt - for ikke at sige malplaceret - film-i-filmen med titlen 'Happy Endings'. Dén scene var ifølge mine oplysninger klippet fra i den første udgave på 153 og så 136 minutter. I 1981 kom den med i en version på 164 minutter, og her er den altså stadig med - skønt Gloria oplyser en spilletid på 137 minutter!? Ingen andre end de to hovedrollehavere gjorde noget uforglemmeligt i dén film, men af alle dens vildt strittende ambitioner lykkes i hvert fald én: Den er så fuld af skøn jazz og swingpop, at man skulle tro, repremieren var ment som opvarmning til Copenhagen Jazz Festival om få uger.