Som genre opfordrer fængselsfilmen nærmest til fortættet drama og intense psykologiske spil bag murene. Når det kniber for Rod Lurie at få etableret nogen af delene i 'The Last Castle', skyldes det, at der ikke er tale om et almindeligt fængsel, men om et militærfængsel. Fangerne er altså ikke bare banditter, men også i et eller andet omfang stadig amerikanske soldater. Men nu indsatte i et fængsel, der omhyggeligt defineres som en borg. Borgen skal i et frit samfund forsvare demokrati og menneskerettigheder, men hvad hvis borgherren er en tyran? Som tilfældet er med den sadistiske fængselsdirektør oberst Winter (James Gandolfini), der kommer i et dilemma, da hans nyankomne straffefange er den højt dekorerede krigshelt general Irwin. Winter beundrer Irwin, men denne er reserveret og tager afstand fra Winters metoder. Winter er nemlig en psykopatisk skrivebordsgeneral, der systematisk nedbryder sine fanger med kadaverdisciplin og dét, der er værre. Irwin er derimod en ægte soldat, der fra sine felttog og sin tid som krigsfange i Hanoi kun alt for godt kender krigens omkostninger og værdien af en amerikansk soldat med selvværd. Filmen rummer ikke ligefrem en debat om resocialisering, men den sætter dog fokus på, hvorvidt nedværdigelse skal være en del af straffen. Filmen rummer en snert af en sjælden debat om det amerikanske straffesystems formål og ånd. Måske er det derfor, den liberale Redford har følt sig tiltrukket af rollen. Men det principielle fortoner sig som så meget andet hurtigt i det personlige opgør mellem den naturlige og den unaturlige leder. Et skakspil mellem fængslets hvide og sorte konge, der som deres bønder begge har amerikanske soldater. Jo, den patriotiske tunge skal holdes lige i munden. Også derfor udvikler en potentielt interessant konflikt mellem to mænd sig til en fuldstændig urealistisk actionfilm som hverken Redford eller Gandolfini kan forlene med megen pondus endsige troværdighed.