'Fiction' og 'Non-Fiction'. Sådan hedder de to fortællinger, som udgør Todd Solondz' 'Storytelling'. Begge historier handler om fortællekunst og om en udvisket skillelinje mellem fiktion og realitet. Begge fortællinger sender en skarp sonde dybt ind i den amerikanske psyke. Men der er ikke tale om, at de to historier sindrigt fungerer som hinandens spejle eller har en intim narrativ forbindelse. De to historier - en kort og en lang - hænger bare sammen, fordi instruktøren nu engang har besluttet det. Det var, hvad han havde på hjerte og bum basta. At have rygrad til at træffe den slags uortodokse beslutninger har været med til at give Todd Solondz ('Happiness' og 'Welcome To The Dollhouse') en særstatus blandt nye amerikanske instruktører. Det er en beslutning, man kun kan respektere. For selvom man efter to fortællinger på i alt 90 minutter egentlig føler sig mere sulten end mæt, så er der talent og gods til eftertanke i Solondz' dobbeltdækker. En film, hvor den største overraskelse er det lette anslag. 'Storytelling' er nemlig en underholdende film, der med et smil på læben stryger lige ind under paraderne og placerer sine stød, hvor man er mest forsvarsløs. Den første fortælling, 'Non-Fiction', er et diabolsk kammerspil om politisk korrekthed, amerikanske stereotypier og fortrængninger. Handlingen udspiller sig på college. Vi er kæreste med spastikeren Marcus. Begge skriver som de andre elever i creative writing patetisk elendige noveller, der i nødtørftig fiktiv indpakning i virkeligheden handler om dem selv. Læreren er den benhårde sorte Pulitzerprisvinder mr. Scott. Først lader han eleverne lufte alle deres politisk korrekte floskler. Så demonterer han uden nåde offerets fortælling. Eftersom historierne i virkeligheden handler om dem selv, er det reelt samtidig deres priviligerede liv, han iskoldt blotlægger og radbrækker. Da Vi og Marcus løber ind i en krise, opsøger hun mr. Scott, der til hendes forvirring lever op til alle stereotype arketypiske forestillinger om den sorte mand, der kun vil sønderkneppe magtesløse hvide kvinder. Det er en hård lille fortælling, der raffineret fremhæver dybden af de komplikationer, racismen har påført det amerikanske samfund. Skader som politisk korrekthed mindst af alt kan afhjælpe. Svimmel i selvfølelsen må Vi humpe hjem på æggestokkene med en mere end almindeligt dårlig smag i munden. Men hun har i hvert fald fået noget virkelighed at skrive om. Tonen er umiddelbart helt anderledes munter i 'Non-Fiction'. Toby Oxman har prøvet lidt af hvert, men er ikke rigtig kommet nogen vegne med sit liv. Nu vil den tyndhårede Toby gerne lave en dokumentarfilm om den moderne teenager i de materialistiske, men åndeligt forarmede forstæder. Han udser sig den ualmindeligt sløve Scooby som sin hovedperson. Scooby er det sorte får i familien Livingston, hvor mor samler ind til fordel for Israel, mens far (John Goodman) retter på slipset og passer sin BarBQ. Faderen er ved at blive desperat over Scooby, der først viser livstegn, da Tobys kamera dukker op på scenen. Toby og Scooby er som to sørgelige entertainere skabt for hinanden. Den stenede Scooby har kun en eneste livsdrøm. Nemlig at blive berømt talkshow- vært. Toby vil lave en kulturradikal dokumentarfilm fra Suburbia. Dybest set ikke fordi emnet interesserer ham, eller menneskene bevæger ham, men fordi han vil have facon på sit eget liv og blive berømt. Det er hele dette rungende tomme berømthedskompleks, der spøger i en fortælling, hvor det snart viser sig, at virkeligheden er langt mere uforudsigelig og makaber end nogen fiktion. I fortællingens periferi spøger holocaust, skolemassakrer, stofmisbrug, tomheden bag tv-skærmen og det velstillede Amerikas selvgode udnyttelse af illegale immigranter. Todd Solondz' portræt af et moderne værdi-vakuum er rystende morsomt, lige indtil det bare er rystende.