0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Storytelling

Todd Solondz fortæller originale amerikanske historier i 'Storytelling', som både er morsom og rystende.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

'Fiction' og 'Non-Fiction'. Sådan hedder de to fortællinger, som udgør Todd Solondz' 'Storytelling'. Begge historier handler om fortællekunst og om en udvisket skillelinje mellem fiktion og realitet. Begge fortællinger sender en skarp sonde dybt ind i den amerikanske psyke. Men der er ikke tale om, at de to historier sindrigt fungerer som hinandens spejle eller har en intim narrativ forbindelse. De to historier - en kort og en lang - hænger bare sammen, fordi instruktøren nu engang har besluttet det. Det var, hvad han havde på hjerte og bum basta.

At have rygrad til at træffe den slags uortodokse beslutninger har været med til at give Todd Solondz ('Happiness' og 'Welcome To The Dollhouse') en særstatus blandt nye amerikanske instruktører. Det er en beslutning, man kun kan respektere. For selvom man efter to fortællinger på i alt 90 minutter egentlig føler sig mere sulten end mæt, så er der talent og gods til eftertanke i Solondz' dobbeltdækker. En film, hvor den største overraskelse er det lette anslag. 'Storytelling' er nemlig en underholdende film, der med et smil på læben stryger lige ind under paraderne og placerer sine stød, hvor man er mest forsvarsløs.

Den første fortælling, 'Non-Fiction', er et diabolsk kammerspil om politisk korrekthed, amerikanske stereotypier og fortrængninger. Handlingen udspiller sig på college. Vi er kæreste med spastikeren Marcus. Begge skriver som de andre elever i creative writing patetisk elendige noveller, der i nødtørftig fiktiv indpakning i virkeligheden handler om dem selv. Læreren er den benhårde sorte Pulitzerprisvinder mr. Scott. Først lader han eleverne lufte alle deres politisk korrekte floskler. Så demonterer han uden nåde offerets fortælling. Eftersom historierne i virkeligheden handler om dem selv, er det reelt samtidig deres priviligerede liv, han iskoldt blotlægger og radbrækker.

Da Vi og Marcus løber ind i en krise, o