I mere end tre årtier har Steven Spielberg ved hjælp af både kæmpehajer og dinosaurer været uforskammet underholdende, når han da ikke lige uden rysten på hånden har taget fat på grumme alvorlige emner som krigens brutalitet, slaveri og jødeudryddelse. Så tjuhej for Indiana Jones og hatten af for Schindler og hans liste. Men for mig er og bliver E.T.' Spielbergs smukkeste film. Et indtryk gensynet med den restaurerede udgave af den 20 år gamle film om venskabet mellem drengen Elliott og rumvæsnet E.T. til fulde bekræfter. Et rumskib lander på den lille blå perle af en planet på stjernehavets bund. Ud kommer E.T., og den lille bæbrune gummimand med de lange fingre og de uendeligt melankolske øjne vralter som altid ind under alle parader og går lige i hjertet. Men hvorfor egentlig? Det er ikke, fordi jeg har en særlig svaghed for science fiction-film. Men selvom E.T.' ser spøjs ud, og ankommer til jorden om bord på et rumskib, er der nu heller ikke meget science fiction over filmen, Spielberg lavede fem år efter »Nærkontakt af tredje grad«. Lige så vel som at kalde E.T.' sci-fi, kunne man insistere på at udråbe »Peter Pan« til et rumeventyr på basis af flyveturen til Ønskeøen.
Netop »Peter Pan« er den oplagte parallel, Melissa Mathisons manuskript ved flere lejligheder lægger op til i »E.T.'. Denne flyvske fantasi og bævende berøring med barndommens ophør.

E.T. er et rumvæsen, men filmen handler ikke om det ydre rum.
Den handler om det indre rum. Om barndommens rum. Den tidsindstillede uskyldstilstand. Som snarere er truet af et fremmedelement som skilsmisse end af konkrete fremmedlegemer fra det ydre rum.

I filmen bliver E.T. til Halloween forklædt som et barn forklædt som et spøgelse. Det er i virkeligheden rumvæsnets rolle i fortællingen.

E.T. svarer til den usynlige ven, som mange ensomme eller fantasifulde børn opfinder for at klare sig igennem. Elliott er ensom, selvom han både har en lillesøster og en storebror.

Ensom og tavs bærer han sit savn af faderen, der er smuttet med en ny dame. Enhver omtale af faderens faneflugt er belagt med tabu i parcelhuset i den amerikanske forstad.

Faderen er ikke på en anden planet, men i Mexico. Hvilket næsten kan være det samme. Mexico er en anden verden. Et navn med en aura af illegitim erotik og lovløshed south of the border. Kontrasten til Mexico er Elliotts svigtede mor (Dee Wallace Stone) med halsen tildækket af en demonstrativt kysk blondekrave. Det eneste man ser af Elliotts far er til gengæld hans efterladte boxer-shorts.

Fabelagtig film om gløden i børns venskaber
E.T.' er således bag kulissen en fortælling om fortrængninger, savn, faretruende eros og barndommens snarlige ophør. Men på den baggrund ikke desto mindre først og fremmest udspillet som en bevægende fortælling om børns solidaritet og venskab. Faktisk en fabelagtig film om gløden i børns venskaber. Der er en intensitet og passion i børns venskaber, man som voksen kan have svært ved at genkalde sig.

Men E.T.' er en nøgle, der formår at åbne døren, der så kan blive smækket på vid gab ind til netop dette gamle børneværelse. At se »E.T.' er at blive teletransporteret tilbage til sin egen barndom.

Måske rammer den folk på min egen alder særlig direkte, for familiens hus er proppet med grej, som genskaber 1970»erne på et korn. Gensynet med BMX-cyklerne får blodet til at rulle lidt hurtigere. Men det er ikke hele forklaringen.

Henry Thomas leverede som barneskuespiller en optimal præstation som Elliott, mens Drew Barrymore virkelig var ubetinget nuttet som Gertie. Men »E.T.' er ikke kun en fint iscenesat film og fascinerende præcis tidsmaskine. Når skildringen opleves som så præcis og levende, skyldes det filmens diskret mytologiske fremstilling af barndommen som et sted, hvor de fremmede voksne kun har en perifer placering.

Palle var alene i verden, men E.T. er ikke kun alene i verden. Han er alene i en fremmed og farlig verden. Myndighederne er på jagt efter E.T. I lang tid kender man kun eftersøgningsholdets leder på hans raslende nøgleknippe. Lyden er en kontant trussel mod E.T.»s frihed.

Frihedsberøvelsens hårde musik. Bortset fra Elliotts mor er alle voksne i langt det meste af filmen visuelt uvelkomne i børnenes verdensbillede. Billedets ramme skærer hovedet af dem. Eller også ses de kun bagfra. Eller i mørk profil med udviskede ansigtstræk. Lærere, politifolk, videnskabsmænd, FBI-agenter. Ansigtsløse autoritetsfigurer.

Væsner, der vil ensrette og dissekere mindre, mere forsvarsløse skabninger. De voksne er formummede trusler. Indtil de begår indbrud i børneværelset og tvinger modsætningen mellem børn og voksne ud i lyset.

Speilbergs mest modne værk
Men børnene holder sammen. Ganske vist bliver Elliott og E.T. begge dødsensforskrækkede, da de første gang støder på hinanden. Men netop i forskrækkelsen genkender de hinanden som børn. Som børn lærer de at handle.

Som børn lærer de at trodse de voksne. Som børn opdyrker de et symbiotisk venskab. Som børn lærer de modstræbende at blive store nok til at opgive deres intime indbyrdes forbundethed.

De lærer at »finde hjem« som voksne. Og langsomt får de voksne lov til at blive virkelige mennesker med individuelle karaktertræk. Den skumle chef (Peter Coyote) viser sig at være en sympatisk mand med nærkontakt af mindst anden grad til sit eget indre barn. Og dermed en ægte helt i Spielbergs univers. I filmen, der er Spielbergs mest regulære børnefilm og samtidig hans mest modne værk.